Regulering af brændeovne bør indføres klogt og effektivt
De københavnske brændeovne har fået en fremtrædende rolle i debatten om luftforurening, og især overborgmester Frank Jensens forslag om et forbud mod installering af nye brændeovne i områder med fjernvarme i København har vakt opsigt.

Af Jens-Kristian Lütken, medlem af Borgerrepræsentationen (V)

De københavnske brændeovne har fået en fremtrædende rolle i debatten om luftforurening, og især overborgmester Frank Jensens forslag om et forbud mod installering af nye brændeovne i områder med fjernvarme i København har vakt opsigt.

Venstre i Borgerrepræsentationen tager positivt imod alle forslag om, hvordan vi reducerer luftforureningen. Men vi opfordrer til, at man fokuserer på gennemtænkte løsninger som har den ønskede effekt.

Proportionerne er vigtige, når vi skal vælge, hvor der skal sættes ind over for luftforureningen i København: Kun cirka 15.000 af Danmarks i alt cirka 700.000 brændeovne står i København, og de bruges ifølge Energistyrelsens analyser markant mindre end den gennemsnitlige danske brændeovn.

Samtidig er det et faktum, at cirka 80 % af partiklerne i luften over København kommer fra udlandet, mens cirka 10 % stammer fra danske brændeovne. Partikelforureningen reduceres altså ikke nævneværdigt ved at forbyde nye brændeovne. Derudover giver det jo ikke mening at forbyde nye brændeovne og tillade borgerne at fyre videre i de gamle, der typisk forurener meget mere end nye brændeovne. Men det er reelt, hvad Frank Jensens forslag lægger op til.

Den største effekt får vi derimod ved at få de ældste og mest forurenende brændeovne taget ud af brug – alternativt at få dem udskiftet med nye, renere brændeovne. For eksempel ved at stille særlige miljøkrav til nye brændeovne i de tættest befolkede dele af København. Derudover bør vi udnytte og stille krav om anvendelse af alle de teknologiske muligheder, der er til at forbedre brugen og reducere forureningen fra brændeovne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top