Oplev canadisk vådområde i Brønshøj Vandtårn
IMG_7128.jpg
I den aktuelle udstilling ”Wetland Project” i Brønshøj Vandtårn finder lyden af et canadisk vådområde vej til Brønshøj Vandtårn. Foto: Pressefoto
To vidt forskellige geografiske placeringer flyder i disse dage sammen til et mikrokosmos af dyrelyde, fly og fascinerende lys inde i Brønshøj Vandtårn

The “Wetland Project” er en økoakustisk undersøgelse og et visuelt møde mellem et udrydningstruet vådområde 7000 km herfra og akustikken i en af de tidligere vigtigste bygninger i Københavns vandforsyning.

En lydoptagelse af dyrelivet i vådområdet TEKTEKSEN på Saturna Island i British Columbia på grænsen mellem USA og Canada genlyder inde i vandtårnet og skaber et ekko af fugle, fly, frøer og meget andet i vandtårnets massive arkitektur. Lydbilledet høres i detaljer, og indtager ørerne fra alle retninger samtidig i vandtårnets enorme efterklang på op til 40 sekunder. Lyden bliver også ved hjælp af en snedig algoritme forvandlet til en strøm af farvet lys, der matcher lydene og stråler ud i det tågeindhyllede vandtårn.

Frøerne overtager lydbilledet onsdag aften
Udstillingens åbningstid er netop blevet udvidet til også at omfatte onsdage i aftentimerne kl. 16-22. Det er nemlig i lige præcis det tidsrum, at dyrelivet for alvor giver lyd fra sig. Omkring 20.45 erobrer et massivt kor af canadiske frøer og fugle eksempelvis lydbilledet, og får hele vandtårnet til at pulsere af lyd og lys. Inde i vandtårnet kan man få mere info om, hvilke dyrearter, der præger lydbilledet hvornår, og lad det være sagt med det samme:

Man behøver bestemt ikke være ornitolog eller biolog, for at lade sig begejstre over kombinationen af det detaljerede lydbillede, lyset, efterklangen og vandtårnets imponerende arkitektur, som smelter sammen til et hele. Udstillingen er både egnet for børn og voksne.

FAKTA
Wetland Project er skabt af de to digitale mediekunstnere Mark Timmings og Brady Marks. Projektet er støttet af Canada Council for the Arts.

Udstillingen kan ses helt frem til søndag d. 29. marts på fredage, lørdage og søndage kl. 13-17 og nu også onsdage kl. 16-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top