Forslag om lukning af Mamma Mia
Mamma-Mia.jpg
Mamma Mia på Utterslev Torv - igen truet af lukning. Foto: ef
Aktivitets- og samværstilbuddet Mamma Mia på Utterslev Torv foreslås igen lukket

I forbindelse med forberedelsen af det kommunale budget for 2021 har Socialforvaltningen udarbejdet et såkaldt ”Effektivitetskatalog”, hvori indgår forslag om en omlægning af aktivitets- og samværstilbud til borgere med sindslidelse, så disse tilbud knyttes til socialpsykiatriske botilbud – og at der samtidig kan opnås en årlig besparelse på næsten 4 millioner kr. Dette betyder blandt andet en opsigelse af aftalen med Mamma Mia.

Mamma Mia på Utterslev Torv er et selvejende socialpsykiatrisk samværs- og aktivitetstilbud, etableret i 1991. Der er fokus på samvær og aktiviteter, blandt andet ture ud af huset, fællesspisning og samtaler i fællesskab med andre. Til stedet er der også knyttet en skole, hvor der på små hold tilbydes særlig tilrettelagt undervisning i fx skrivning, hjemmelavet mad, sang og it.

Hjertet i Mamma Mia er caféen, som er det første, man møder i huset, og en ansat byder velkommen. Derudover er der værksted, køkken og computerrum.
Der kommer omkring 30-35 mænd og kvinder med forskellige sindslidelser til Mamma Mia dagligt, hvor brugerne finder et fællesskab og en kollektiv forståelse for det at leve med en sindslidelse i stedet for at sidde i ensomhed i deres lejlighed.

– Mamma Mia skal bare fortsætte
Også i 2018 var der forslag om at lukke Mamma Mia. Dette forslag blev dog afvist af politikerne på Københavns Rådhus. Også dengang var borgerrepræsentant Finn Rudaizky modstander af lukning af Mamma Mia.

– Det er en meget dårlig ide at lukke Mamma Mia. Der er for få penge til sociale formål i Københavns Kommune. Det kan man f.eks. tydeligt se af sammenligningerne i de 6 største byer i Danmark. København er ca. 550 millioner bagud. Vi må koncentrere os om et socialt opgør og et socialt oprør. Der bliver brugt alt for mange kalorier til Formel-1, Tour d’France og dyre fester. Mamma Mia skal efter min opfattelse hverken beskæres eller lukkes. Det vil vi i DF kæmpe imod. Mamma Mia fungerer godt. Og det skal bare fortsætte, siger DF’s socialordfører Finn Rudaizky.

Mamma Mia støtter, stabiliserer og vejleder 360 sindslidende – de fleste i egen bolig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top