Må 2020 blive børnenes og de udsattes år
bro_20171207_br_jacob_naesager_264-edit.jpg
Jakob Næsager, konservativ gruppeformand. Foto: Københavns Kommune
Må 2020 blive et godt år for københavnerne og for København. Der er drømt, spekuleret og talt meget i 2019. Må 2020 blive handlingens år.

En nytårshilsen fra borgerrepræsentant Jakob Næsager, gruppeformand og politisk leder, Kons.

Må 2020 blive et godt år for københavnerne og for København. Der er drømt, spekuleret og talt meget i 2019. Må 2020 blive handlingens år.

Mange børn får ikke den tilstrækkelige opmærksomhed og voksenkontakt. Vi konservative har sammen med BUPL en vision om flere voksne til børnene – helst en voksen pr. tre vuggestuebørn og en voksen til seks børnehavebørn. Regeringen har bevilget nogle penge i finansloven for 2020, men det giver mindre end én ekstra voksen pr. institution i København, så det er nærmest at gøre grin med børn, forældre og pædagoger. Vi har også anvist finansiering til flere voksne i institutionerne. Desværre var der ikke opbakning fra de røde partier til det konservative forslag. Vi håber, at 2020 må blive året, hvor også de københavnske børn må opleve flere voksne i institutionerne.

For børn og voksne med handicap var 2019 et hårdt år i København. Vi konservative stillede sidste år forslag om et velfærdsløft for børn og voksne med handicap. Det var der desværre ikke opbakning til fra de røde partier. Må 2020 blive året, hvor byens udsatte må opleve at få det betydeligt bedre – med bedre hjælp og kortere ventetider.

Der er megen trængsel i København. I stedet for at hetze hinanden og stjæle plads fra hinanden, bør vi udbygge kapaciteten. Vi konservative har en vision om Metro til alle bydele, så man kan komme hvor som helst i København på under en halv time. Det vil give mere plads over jorden til cyklister, gående og lokale bilister. Må 2020 blive året, hvor vi får truffet store beslutninger om Metro til hele København.

Med ønsket om et godt nytår for alle i København.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top