Forurening fra busserne er mere end halveret på fire år
Bus-2A.jpg
En miljørigtig bus - 2A på Brønshøj Torv - helt elektrisk. Foto: ef
Udledningen af skadelige partikler og NOx fra byens busser er reduceret med 67 procent siden 2014. 48 nye elbusser er netop sat i drift, og fem nye elhavnebusser er på vej.

Udledningen af skadelige partikler og NOx-gasser (såkaldte kvælstofilte), som kommer fra bussernes dieselmotorer, er nedbragt med to tredjedele på fire år. Samtidig er den årlige udledning af CO2 fra busserne reduceret med 30 procent.

– Luften i København skal være så ren, at man kan trække vejret frit uden at skulle bekymre sig om sit eller sine børns helbred. Derfor har vi de seneste år investeret massivt i grøn omstilling af vores kollektive trafik. Udledningen af nogle af de værste kilder til kræft- og luftvejssygdomme er nedbragt markant, men vi skal have sat endnu mere skub i udviklingen, siger overborgmester Frank Jensen.

Politikerne på Københavns Rådhus har foretaget en række investeringer på området de seneste år. I 2016 satte man i samarbejde med Miljøministeriet og Frederiksberg Kommune rensningsfiltre på ca. 300 busser, så NOx og skadelige partikler opsnappes, inden de forlader udstødningen. Derudover overgik nordens travleste buslinje, 5C, til at køre på biogas i 2017, hvilket er både CO2-neutralt og forurener mindre end den traditionelle diesel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top