Elever danser sig til bedre trivsel
Hatim.jpg
13-årige Hatim elsker at danse, og han opfinder hele tiden nye trin. Foto: Simone Ballan
På Tingbjerg Skole fylder dans i idrætstimerne lidt mere end på andre skoler. Børnene får undervisning af professionelle dansere, hvilket giver god mening for både elever og lærere

Med midler fra Tingbjerg-Husum Partnerskab og en samarbejdsaftale mellem Tingbjerg Skole, Dansekappellet og Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, er dansen rykket ind i idrætstimen, hvor eleverne får lov til at afprøve forskellige stilarter og arbejde med små koreografiske opgaver i grupper.

– Dans i idræt åbner for en anden kropslig forståelse end almindelig idræt giver, og bidrager til positive inkluderende fællesskaber i skolehverdagen, fortæller projektkoordinator fra Dansekapellet Amina Krohn Membar.

Formålet med aktiviteten er dels at styrke børn og unges motoriske og faglige evner, og dels at bidrage til, at flere børn og unge fra Tingbjerg deltager aktivt i foreningslivet i og uden for skolen.

– Forskning viser, at dans og bevægelse har positiv indflydelse på børn og unges kropslige, sproglige og motoriske udvikling og det kan bidrage til bedre indlæring i skolen, fortæller Amina Krohn Membar.

Gennem dansen får eleverne et kendskab til egne grænser og følelser og børnene øver samtidig samarbejdsevner, social opmærksomhed og sammenhold. For den enkelte elev kan dansen også have en positiv indflydelse på koncentrationsevnen.

Begejstrede børn og lærere
– Det der dur er, at dansen giver noget mere alsidig træning, både motorisk og motionsmæssigt. Og vi får alle børn med, udtaler Miki Dam Larsen, som er lærer på Tingbjerg Skole og også danser sammen med børnene.

Også 13-årige Luis fra 6. klasse er vild med at danse i idrætstimen:
-Jeg er ret motiveret for at danse og så er det rigtig sjovt. Man bruger sine tanker på at finde på nye danse og man er sammen med sine venner. Det er også sjovt, når man laver fejl – så gør jeg det bare bedre næste gang, fortæller Luis.

Vidya på 12 år har danset i mange år:
– Jeg synes det er megafedt, fordi jeg har danset i 8 år. Men her er jeg sammen med mine venner i mens. Når vi har dans i idræt er det mit yndlingsfag.

Hatim 13 år:
-Jeg kan godt lide at danse på måder som jeg ikke vidste, at jeg kunne danse på. Jeg er blevet meget bedre til at danse. Nogle gange danser jeg på de nye måder, når jeg er ude og lege eller derhjemme.
– Det giver god mening at få de unge mennesker til at røre sig. Selv om de har hormoner og kropslig usikkerhed, så gør de det – og de har det sjovt samtidig. Det får dem til at bevæge sig på en anden måde, siger Louise Flyvholm, som er danser og en af underviserne.

Efter-skole-dans
Det er ikke kun i skoletiden, at der er dans i Tingbjerg: Hver torsdag kl. 15-17 er alle piger fra 10 år og opefter fra hele 2700 velkomne til at danse sammen med Dansekapellets dygtige dansere i salen hos skolens nabo, Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus.

Med dansen som kreativt redskab arbejder pigerne med fortællinger fra deres bydel, som til sommer ender med en forestilling. Det er gratis og kræver ikke tilmelding.

FAKTA
– Danseprojektet på Tingbjerg Skole er en 3 årig indsats, som er en del af Tingbjerg-Husum Partnerskabs Tryghedsplan.

-Projektet udløber i december 2020 efter ca. 85 danseforløb fordelt på de forskellige årgange.

– Det langsigtede mål er at motivere børn og unge til at gå til dans i deres fritid og deltage i foreningslivet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top