Brønshøj-sejr i første træningskamp
Gustav-Therkildsen.jpg
Gustav Therkildsen gjorde det til 1-0 i træningskampen mod Skovshoved. Foto: Thomas Løser
Det er stadig tidligt i opstartsfasen for Brønshøj Boldklub, som tog hul på 2020 med den første træning mandag i sidste uge. I lørdags var det så tid til den første træningskamp, hvor man mødte ligarivalerne Skovshoved, som blev besejret 2-0

Som det ofte ses i træningskampe, var der tid til eksperimenter, inklusive en ændring i formationen til 3-5-2, fortæller Brønshøj Boldklubs udsendte medarbejder Christian Haslund. Det gik jo resultatmæssigt fint, og der var ligeledes rosende ord til de tre prøvespillere Victor Koch, Mathias Betzer og Mikkel Bo Eriksen.

Mads Rønne fik kampens første chance allerede efter to minutter, og fem minutter senere brændte han endnu et stort tilbud. Senere fik Skovshoved en friløber, men Oliver Korch parerede flot.
Herefter var de ca. 150 fremmødte vidner til fire store chancer inden for kampens første 15 minutter. De måtte dog vente til det 32. spilleminut før netmaskerne blafrede.

Gustav Therkildsen modtog bolden ude i højre side, og i bedste Arjen Robben-stil trak han ind i banen og fra kanten af feltet sparkede han bolden over i det lange hjørne.

Otte minutter senere fordoblede Brønshøj så føringen, da Mads Rønne på flot vis tog bolden med sig omkring midten af banen og stak straks afsted. Der var kun en forhindring inden målmanden tilbage, og den klarede Mads Rønne iskoldt, da han sparkede bolden forbi en chanceløs målmand.

Brønshøj kunne derfor gå til pausen med en 2-0 føring efter en halvleg, hvor Skovshoved kunne have scoret 1-2 mål, mens hjemmeholdet kunne have scoret 3-4 mere.

Ingen mål i anden halvleg
I pausen blev der foretaget fem udskiftninger, og i 2. halvleg var det Skovshoved, der var mest på bolden, mens Brønshøj stod lidt mere afventende.

Det forhindrede dog ikke ”Hvepsene” i at komme frem til chancer. Både Casper Löween, Victor Koch og Kevin Bechmann Timm var tæt på komme på tavlen, men alle tre gange stod Skovshoveds målmand i vejen.

Skovserne havde også deres muligheder. Den bedste af disse kom efter 58 minutter, men der blev sparket lige på Kasper Vilfort, der var kommet ind i stedet for Oliver Korch.

Det endte herefter med en 2-0 sejr, så 2020 blev sparket i gang på fornem vis. Næste træningskamp finder sted på lørdag den 25. januar kl. 12, hvor det igen gælder en ligarival, denne gang HIK. Kampens spilles nok engang på kunstbanen i Tingbjerg.

Brønshøj – Skovshoved: 2-0 (2-0)
Opstilling – Brønshøj:
Oliver Korch (46. Kasper Vilfort) – Jacques Bang Sørensen, Jamil Fearrington, Nicolai Clausen – Simon Richter (46. Mathias Betzer), Lars Emil Juel Andersen, Oskar Tranberg, Lucas Petersen, Festim Mustafi (46. Casper Löween) – Gustav Therkildsen (46. Victor Koch), Mads Rønne (46. Kevin Bechmann Timm)
Mål:
1-0: Gustav Therkildsen (32.)
2-0: Mads Rønne (40.)
Advarsler:
Brønshøj: Festim Mustafi (16.) og Jacques Bang Sørensen (53.)
Dommer:
Casper Thorsøe Jr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top