Brønshøj-Husums sportsfolk var på toppen i 2019
fiduspokal.jpg

Målmand Kasper Vilfort fik fiduspokalen efter sejren over FA2000 i november. Foto: Christian Haslund

Målmand Kasper Vilfort fik fiduspokalen efter sejren over FA2000 i november. Foto: Christian Haslund
Her på Brønshøj-Husum Avis (BHA) vil vi gerne gå Dronning Margrethe lidt i bedene. Ikke i form af en forsinket nytårstale, men mere med et tilbageblik på det forgange år. Nærmere bestemt i sportslig henseende

Der var mange gode præstationer fra de lokale idrætsforeninger, ledere og sportsfolk at berette om i året der gik. Vi har valgt tre, men der var mange andre gode resultater, som man kunne have fokuseret på i stedet.

Brønshøj Boldklub fyldte 100 år
Det er naturligvis nærliggende at starte denne lille årsberetning med Brønshøj Boldklub, som fyldte rundt i 2019. Nærmere bestemt d. 15.maj, hvor der var stor reception i klublokalerne på Ruten 2, i anledning af, at det på denne dag var præcis 100 år siden, at nogle teenagedrenge begyndte at spille lidt fodbold på markerne ved Håbets Allé.

På det mere nutidige plan har Brønshøj Boldklub indtaget en flot tredjeplads i fodboldens 2.division, med gode muligheder for oprykning, når anden halvdel af sæsonen genoptages til foråret.
Brønshøj Boldklub har holdt målet rent i ni af sæsonens hidtidige 16 kampe, og de spillede fem kampe i træk uden nederlag inden vinterpausen, endda med tre sejre på stribe i de sidste tre opgør. Det fik cheftræner Michael Madsen til, med rette, at karakterisere sæsonens første halvdel som ”godkendt” over for BHA.

Endelig blev den gamle Brønshøj-legende Per Røntved hædret af sin barndomsklub tilbage i oktober, da han indviede en lounge som bærer hans navn. I samme forbindelse var der reception med baggrund i en bog om den gamle landsholdsanfører, skrevet af forfatteren Rune Engstrøm.

Husum Boldklub fik endelig nyt klubhus
I slutningen af oktober skete det, der har været en drøm for mange spillere, ledere og forældre, som har daglig tilknytning til Husum Boldklub: Det nye klubhus på Nordrupvej blev endelig indviet!

– Det er en kæmpestor og historisk dag, for det er det største, der er sket i klubbens historie, at vi har fået det klubhus. Det har været et stort arbejde, som vi har brugt år på. Der har været tidligere bestyrelser, som har givet op, men vi valgte at holde fast, selv om vi har fået mange slag undervejs, jublede Johnny E. Nielsen i forbindelse med åbningen.

Husum Boldklubs førstehold topper Københavsserien i fodbold ved indgangen til 2020, ikke mindst takket være en række entusiaster i Husum Support, som støtter holdet med slagsange, bannere og fyrværkeri. Den gode opbakning har skaffet fangruppen en nominering til Fanprisen 2019 under prisuddelingen FodboldPrisen.

IF Stadions formand er årets idrætsleder
Håndboldklubben IF Stadion jagter oprykning til landets næstbedste række, 1.division. Foreløbig er man godt på vej, da man inden anden halvdel af sæsonen ligger på en flot andenplads, blot ét point efter SUS Nyborg.

I december blev klubbens mangeårige formand Allan Juhl Jensen tillige kåret til ”årets idrætsleder i Brønshøj-Husum forenede sportsklubbers årlige prisuddeling.
– Jeg er nok en af de få ”gamle idioter”, som holder fast ved min barndomsklub. Det der driver mig lige nu, ud over loyaliteten til klubben, er at vi nu igen er i gang med at få en ungdomsafdeling op at stå. Det kommer til at tage noget tid, men jeg har fået ny energi efter at vi fik vores nye hal for 2½ år siden, forklarede årets idrætsleder ved uddelingen.

Mon sportsfolk, ledere, trænere, fans og frivillige i Brønshøj og Husum kan gøre det lige så godt i 2020? På BHA’s sportsredaktion ønsker vi godt nytår og held og lykke i det nye år!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top