Julebasar i Husum Vænge Centret
Husum Vænge Centret lod traditionen tro optakten til december ske med et væld af julens farver – naturligvis med rød som den dominerende. Det skete, da det populære seniorcenter afholdt sin årlige julebasar – som altid på en lørdag og dermed i år den 30. november, altså netop på tærsklen til julemåneden. Alle centrets tre […]

Husum Vænge Centret lod traditionen tro optakten til december ske med et væld af julens farver – naturligvis med rød som den dominerende. Det skete, da det populære seniorcenter afholdt sin årlige julebasar – som altid på en lørdag og dermed i år den 30. november, altså netop på tærsklen til julemåneden. Alle centrets tre etager blev taget i brug. Indrømmes må det, at den mest populære var stueetagen, hvor kantinen bød på lækkerier som flæskestegssandwich og risalamande. Var man helt nede i kælderen, kunne man trøste sig med æbleskiver & gløgg. Og var man helt ovenpå, kunne man lade sig friste til at købe nogle af de mange smukke nisser og juledekorationer, som blandt andre Annie Jönsson og Lotte Jensen havde lavet og nu stod for salget af. Eller man kunne spille i tombola på kundevenlige vilkår, som Lissi Nielsen var garant for. Stedets basar var ikke kun for pensionister, men for hele familien. Alt imens traskede centrets leder René Pedersen rundt med sin helt egen ”rollator”, en vogn med dragende præmier for et kinesisk lotteri. Og godt nok var julebasaren en god oplevelse i sig selv, men den var mere end det, nemlig optakten til en særligt aktiv og hyggelig måned i det velbesøgte center.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top