Brønshøj Boldklubs 100 års jubilæum falder i tre dele, og på søndag afvikles tredje og sidste del. I Tingbjerg Idrætspark er der jubilæumsstævne for U10 og U14 fra kl. 10. Stævnet er støttet af Fodbold Alliancen og Brønshøj-Husum Lokaludvalg.
Fodbold Alliancen hvad er det? Det er en klubsammenslutning, som Brønshøj Boldklub har været medlem af siden 1949. I de store dage arrangerede ”Alliancen”, som den kort og godt kaldtes, store kampen i Københavns Idrætspark, hvor Alliance-klubber mødte store hold fra udlandet. Kampe som indimellem fyldte Parken.
– Alliancen eksisterer stadig, men arrangerer ikke længere store kampe. Til gengæld har Alliancen støttet jubilæumsstævnet på søndag. Derfor er det helt naturligt, at de tilbageværende klubber i Alliancen: Vanløse, KFUM og Næstved sender deres ungdomshold til turneringen. HIK er også medlem, men kan ikke deltage. I stedet deltager B1903, Boldklubben Fix og Husum Boldklub, fortæller Finn Ryberg fra Brønshøj Boldklub.
På jubilæumsdagen den 15. maj sagde Alliancens formand Normann Hansson fra Næstved til den jubilerende klub: Forretningsudvalget i Fodbold Alliancen har fundet en gave til jubilaren: Brønshøj Boldklub. Da udlodning og gaver til Fodbold Alliancens medlemmer ifølge vedtægterne, kun kan
ydes til klubbernes ungdomsafdelinger, går vor gave til den af BBs ungdomsafdeling arrangerede jubilæumsturnering.
JL