Fra kredsleder i FDF til næstformand i landsforbundet
IMG_7643.jpg
Dorte Fog foran bålhytten i Præstegårdshaven. Foto: ef
Den 44-årige Dorte Fog har været aktiv i FDF, siden hun var tre år og har været tilknyttet FDF K 25 Brønshøj siden 1996

Omkring 270 medlemmer af FDF K25, der holder til i det nye Brønshøj Sognehus, må sige farvel til Dorte Fog, der har været kredsleder i 18 år. Dorte Fog er blevet næstformand i FDF´s Landsforbund. Hun blev fejret og hyldet for sine mange år i Brønshøj ved en reception i Sognehuset, hvor der også blev budt velkommen til de nye kredsledere Ida Kjellin, Kasper Rasmussen og Stine Nielsen.

FDF står for Frivilligt Drenge- og Pigeforbund og er en folkekirkelig børne- og ungdomsorganisation, der har en ambition om at give børn og unge et ståsted at møde verden fra.

– I FDF har vi fokus på det enkelte barns ressourcer. Hos os handler det om at blive til nogen, før man kan blive til noget, siger Dorte Fog. Når vi formidler de kristne værdier, er det afgørende for os, at det bliver gjort på en måde, så det giver mening for barnet eller den unge en helt almindelig onsdag i Brønshøj.

Fællesskab og ansvar
Efter utallige år i det gamle Sognecenter på Præstegårds Allé er FDF K 25 nu rykket over i det nye Sognehus ved siden af præstegården og helt tæt på Brønshøj Torv.
– Med det nye sognehus har menighedsrådet ved Brønshøj Kirke været opmærksomme på at skabe gode rammer for vores aktiviteter med gode lokaler i kælderen og en stor have, hvor vi opført en bålhytte, fortæller Dorte Fog. FDF K 25 er den næststørste kreds i Danmark med 270 medlemmer i alderen fra 6 år og opefter. Selvom FDF bygger på de kristne værdier, er der åbent for alle, også for medlemmer med en anden religiøs baggrund.

– De ugentlige møder i grupperne har et meget forskelligt indhold. Vi arbejder meget med samarbejde og relationer. Aktiviteterne kan strække sig fra aktiviteter i bålhytten, lege, konkurrencer, gåder, musik og sang, udklædning samt forberedelse og afvikling af weekendture til vores hytte i Ganløse – og generelt er naturen og legen en vigtig del af aktiviteterne. I legen opstår der ofte kreative måder at løse udfordringer og skel mellem mennesker brydes ned. Fælles for alle aktiviteter er, at de voksne er med, siger Dorte Fog.

– Vi oplever, de børn og unge, vi har haft i FDF, har udviklet gode kompetencer til at indgå i relationer med forskellige typer mennesker, de er blevet kloge på egne værdier, og de er rigtig gode til at samarbejde og være kreative i deres opgaveløsning.

– FDF er for alle børn, også dem der kan have det svært i en almindelig skolehverdag, slutter Dorte Fog.

Yderligere oplysninger: Facebook FDF K25 Brønshøj eller hjemmesiden www.K25.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top