Bliv parat til skolestart med læsning
Bliv-parat-til-skolestart-2.jpg
Børnene skal finde ord, der rimer. Foto: Privat.
Børnehaven ”De Syv Have” besøgte Husum Bibliotek, inden nogle af dem snart skal starte i skole

Snart er det tid for første skoledag for mange forventningsfulde børn. Den første skolerygsæk, hviler på de små skuldre. Penalhuset er pakket med spidsede blyanter og farver. Men vejen til at lære starter inden dit barn skal i skole. Som forælder kan du gøre en stor forskel for dit barns læseudvikling og lysten til at læse. Når børn lærer at læse, er det næsten et magisk øjeblik. De bliver stolte og glade. Børn der er gode til at læse, har nemmere ved at lære i skolen.

Således var børnehaven ”De Syv Have” på besøg på Husum Bibliotek, hvor børnebibliotekar Fie Louise Bigler havde inviteret til den sprogudviklende leg Rimmakker. Selve legen går kort ud på at bibliotekaren og børnene sammen skal finde de ord der rimer, ud fra store billedkort af f.eks. MUS og HUS.

Først læser bibliotekaren en lille historie højt, hvor ordene rimer, og så snakker de om, hvad der kan rime og hvad der ikke kan. Legen med at rime, skal stimulere børnenes sprog. Har I fået lyst til at deltage med jeres børnehave så kontakt Husum Bibliotek. (Læs mere om Rimmakker og værktøjskassen: https://bit.ly/2MVD9aB)

20 min. hver dag
Som forældre med børn i skolealderen får man gang på gang at vide, at børn skal læse 20 minutter dagligt i deres fritid. Men hvordan læser man sammen med sit barn?

Tips til læsning i hverdagen
• Når I går hjem fra børnehave så leg ”Hvem får først øje på et ord”? Fx et vejskilt, et butiksvindue eller reklamer på en bus.
• Lad dit barn skrive kortet til modtageren, når du skal give en gave.

• Dit barn kan være med til at skrive indkøbslisten, når I skal ud og købe ind.
• Klip bogstaver ud af aviser og legetøjskataloger og lim dem fast på papir. I kan stave dit barns navn eller navnet på et kæledyr.
• Gå på bogstavsjagt i biblioteket. Lad dit barn ”samle” på så mange ”a”-er som muligt på bøgernes forsider.
• Når du selv skriver på computer, tablet eller lignende, så lad dit barn være med til at finde bogstaver på tastaturet.
• Lav sjove vrøvleord og leg med lyde, ord, rim og remser.
• Syng sammen. Det giver glæde og støtter rytme, klang og udtale.
• Brug evt. ”læsefingeren” ved at pege på ordene. Det er med til at vise læseretningen og ordopdelingen.

Rådene er fra pjecerne: ”Bliv parat til læsestart” (2016) og ”ABC – Brug sproget i hverdagen” fra Københavns Hovedbibliotek.
JL

Bibliotekar Fie Louise Bigler med sin kuffert. Foto: Privat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top