Juncker ser ”Udover Brønshøj”
Juncker.jpg
I forbindelse med tilblivelsen af ”Udover Brønshøj” var musikeren Juncker øverst oppe i Brønshøj Vandtårn. Foto: Pressefoto.
Hvepsene Support giver en gave fra øverste hylde til Brønshøj Boldklub, der bliver 100 år 15. maj. Den kendte musiker Juncker har skrevet en sang, der når nye højder og rækker langt udover fodbolden

Et hav af slagsange i fodboldens verden går på, at ”vi” er bedre end ”alle andre”. Men eftersom Brønshøj Boldklub bliver 100 år den 15. maj, syntes Henrik Haslund fra Hvepsene Support, at klubben fortjente en sang, der kunne noget mere. En sang som man kunne give i jubilæumsgave til hele klubben – ikke bare 1. holdet, som ellers er fanklubbens fokus. Bestyrelsen i Hvepsene Support var med på ideen, så derfor kontaktede Henrik Haslund musikeren Christian Juncker, eller bare Juncker.

Hvis du tror, du ikke har hørt Junckers musik, er du formentlig galt på den. Juncker har skrevet titelsangen Havana til den succesrige TV2-serie ”Kurs mod fjerne kyster” og senest titelsangen ”Wallenberg” fra familien Behas nye rejse ”Kurs Mod Nord”.

Henrik Haslund stilede derfor højt, da han henvendte sig til Juncker: – Jeg kendte Junckers musik, og jeg var vild med den, og jeg kendte ham fra Tingbjerg Ground. Brønshøj er en amatørklub, men vi er ikke amatøragtige. Derfor gik vi efter topklassen. Heldigvis var Juncker straks med på at lave en fodboldsang, der rakte langt udover fodbolden. En ”lokal nationalmelodi” så at sige.

Junckers visioner ville Brønshøj-Husum Avis gerne vide mere om, så vi mødtes med Henrik Haslund hjemme hos musikeren på adressen i Brønshøj.

Den 42-årige Juncker har boet mange forskellige steder. Han er født i Holstebro, havde sine gymnasieår i Odense: – Da jeg som 2.g’er var på klassetur og så Degnemosen, var jeg klar over, at her ville jeg bo. Nu bor jeg tæt på Degnemosen, og Brønshøj er det sted, hvor jeg har boet længst.

Alle kender hvepsetrøjen
Det blev lynhurtigt klart, at Juncker har søgt det autentiske, det uberørte, det uperfekte, det slidte, det afskallede, det afblegede, pilsnerne, pølserne, hverdagen på stadion, følelsen af tipslørdag samt kærligheden til fodbold og Brønshøj.

– Alle danskere kender Brønshøj og hvepsetrøjen. Om jeg optræder i Hirtshals, Tønder eller på Bornholm, så ved de, hvad Brønshøj er – fordi der er en Bjarne Reuter og en fodboldklub, siger Juncker.

– Boldklubbens supportere gjorde klart, at de ikke ville have endnu en hjernedød slagsang, men snarere en hyldest til bydelen, den sociale smeltedigel, som byen er fra de store villaer til Tingbjergs blokke, hvor stadion ligger ned til Utterslev Mose, hvor så mange legendariske bøger og film er blevet til, takket være Bjarne Reuter. Den tone ville de gerne have at jeg prøvede at indfange. Desuden har jeg fulgt Brønshøj i mange år og synes, de har de fedeste trøjer, og jeg har altid været opmærksom på deres særlige ånd, siden jeg så dem første gang på Odense Stadion som dreng mod OB, og da vi skulle læse ”Zappa” i folkeskolen, siger Juncker.

– Der hviler en særlig ånd over Brønshøj Boldklub og bydelen i form af en sjælden afslappet, hyggelig og rummelig indstilling, som tydeligst kommer til udtryk på stadion, når vi en sjælden gang er bagud med 3 mål og der er 2 minutter igen, og publikum bryder ud i sang: ”Vi er på vej, vi er på vej i Champions League”. Og med begge ben plantet solidt og en finger stukket i jorden, er det den sjæl, jeg har prøvet at sætte ord på, siger musikeren om sin nyeste sang.

Sangen er indspillet med Junckers efterhånden tro væbner Henrik Balling fra Gangway i Medley Studiet på Vesterbro, hvor Jakob Groth, som også producerede og mixede Junckers seneste album ”Globus NV”, igen har skruet på knapperne.

”Udover Brønshøj” er inspireret og vakt til live af åbningslinjerne fra ”Månen over Bella Bio” af Bjarne Reuter: ”Jeg er et hus af glas, et gennemsigtigt vindpust i al den blå sne. En fakkel i mørket, en streg i luften, salt på tungen, et lille OTA-solgryn i vinden.”

Danmarkspremiere
Brønshøj-Husum Avis har fået lov til at linke til videoen https://bit.ly/2VarkRK.
Det er således en danmarkspremiere du kan følge. Videoen og sangen bliver først officielt spillet på Brønshøj Boldklubs jubilæumsdag 15. maj.

UDOVER BRØNSHØJ
(Tekst: Christian Juncker)

Vi er en streg i luften
Vi er salt på tungen
Vi er al den tid der er gået
og den skat som aldrig blev fundet
Så den ligger her stadigvæk
mellem boligblok og vintergæk
Vi ved godt hvor vi bor
Vi er månen vi er solen
højt over Tingberg Ground

Vi er gået gennem marv og ben
Vi har vendt alle sten
Vi er cyklerne på mosens bund
og den bold der aldrig blev fundet
Den ligger der nok stadigvæk
mellem hybenbusk og vinterdæk
Vi ved godt hvem vi er
Vi er solen udover hele Mosen

Udover det sædvanlige
Udover hele byen
Udover Brønshøj
er der ingenting
Udover hele verden
Udover hele mit hjerte
Udover Brønshøj
er der ingenting

Vi har aldrig rigtig vundet noget
men det taler sit eget sprog
at vi er det hus der aldrig går til grunde
Det har ligget her i 100 år
Det ligger her også i morgen
Vi ved godt hvor vi bor
Vi er månen Vi er solen
højt over København

Udover det sædvanlige
Udover hele byen
Udover Brønshøj
er der ingenting
Udover hele verden
Udover hele mit hjerte
Udover Brønshøj
er der ingenting

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top