På tur med ”Din Betjent”
Politi-02-15-19.jpg
Christian (tv) og Peter fra nærpolitiet kender bydelen godt - på både godt og ondt. Avisens udsendte har mødt politibetjentene på Bellahøj og Frederikssundsvej. Foto: Kaj Bonne
Det handler om tryghed og tæt dialog med alle, når nærpolitibetjentene færdes i ”deres” område

Nærbetjentene Christian og Peter er en del af ordningen ”Din Betjent” i København, hvor politibetjente er fast tilknyttet et område af byen. Bydelen Brønshøj-Husum er opdelt i fire distrikter med hver to politibetjente. Det er Bellahøj, Brønshøj, Husum og Tingbjerg.

– ”Din Betjent” er et samarbejde mellem Københavns Kommune og Københavns Politi om at skabe en tryg og sikker by for alle. Der er tale om en arbejdsmetode, hvor engagerede lokale politibetjente skal være i tæt dialog og samarbejde med borgere og andre, der har deres virke i lokalområdet, fx de handlende og foreninger, fortæller Peter, der har været politibetjent i Københavns Politi i 10 år.

Mere tid til lokalt arbejde
– Borgernes tillid og respekt er en nødvendig forudsætning for vores arbejde, og jeg synes vi har et godt forhold til langt de fleste i områderne i bydelen. Undersøgelser viser også, at der generelt er stor tillid til politiet. Vi synes selv, vi har succes, og der sker ændringer til det bedre, når vi laver en indsats på et konkret område, hvor der er problemer, siger Peter.

Nærpolitibetjentene har fået mere tid til det lokale arbejde, da de ikke i så stor udstrækning som tidligere bliver indkaldt til store begivenheder. Samtidig har nærbetjentene mulighed for at trække på hjælp fra det øvrige politi til at medvirke ved lokale udfordringer.

Lokalt indgår politiet blandt andet i samarbejde med en række lokale aktører. Det sker fx i SSP-samarbejdet, hvor skoler, socialforvaltning og politi mødes og i PSP- regi, hvor det drejer sig om psykiatri, socialforvaltning og politi.

Peter lægger en elev fra 1. klasse i håndjern
– efter elevens anmodning. Foto: Kaj Bonne

Kender lokale udfordringer
Betjentene fortæller, at der nu er ro omkring den Fakta-butik på Frederikssundsvej ved Bellahøj, der tidligere var præget af butikstyveri og chikane.

– Når det drejer sig generelt om Bellahøj, er der nogen udfordringer, som vi arbejder med i øjeblikket, og det er mit indtryk, at forholdene er ved at blive bedre, siger Peter.

Politiet er også opmærksom på en række forhold omkring Brønshøjparken (Louisehullet), der formodes ind i mellem at være tilholdssted for forskellige grupper af unge mennesker.

– Vi prøver at være der, hvor de unge mennesker er og komme i en fornuftig dialog. Det er ikke nok, at vi kun kører rundt i politivognen, vi færdes også både gående og cyklende. Det har vist sig, at det skaber større tryghed hos borgerne, når vi fx kommer gående i gadebilledet, siger Peter.

FAKTA
”Din Betjent” kan spørges til råds eller give oplysninger, som har med tryghed og sikkerhed at gøre.
Kontaktoplysningerne på Københavns Politis hjemmeside.

Anmeldelse af indbrud, færdselsuheld eller lign. – ring 1 1 4.
Brug for akut udrykning – ring 112.

Christian og elev fra 1. x på Bellahøj Skole hilser på hinanden
– glæden er gengældt. Foto: Kaj Bonne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top