Mindekoncert for kendt violinist
Violin.jpg
Serguei Azizian. Foto: Foto: presse
Lørdag den 2. marts, kl. 16 er der en ganske særlig koncert i Brønshøj Kirke

Serguei Azizian var violinist og professor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, han kom oprindeligt fra Armenien, men var i mange år bosiddende i Brønshøj. Han holdt specielt meget af Brønshøj Kirke og indspillede flere CD’ere i kirken. Han døde 2. marts 2018, og på årsdagen for hans død vil tidligere elever af den afholdte, passionerede musiker og pædagog komme og spille koncert og mindes denne store musiker. Der vil både være musik for soloviolin og satser for violin og klaver. Der er gratis adgang til koncerten.

Koncerten sker på initiativ fra hans datter Loussine Azizian som i dag selv er en talentfuld og engageret violinist. Hun gæstede Brønshøj Kirke i oktober 2018 og spillede der en fremragende koncert for solo-violin.

Hun fortæller selv om baggrunden for at spille koncerten netop i Brønshøj Kirke og på den helt bestemte dato: – Vi spiller en koncert til minde for min far. I armensk tradition siger man, at den endelige afsked er et år efter døden – indtil da er sjælen stadig blandt familien. Jeg kunne ikke tænke mig en bedre og mere passende afsked end at vi spiller for ham i samme kirke, som han fyldte med sine klange i så mange år. En slags fællestime som hyldest til professoren. Jeg tror på at på en eller anden måde, et eller andet sted vil han lytte med, siger Loussine Azizian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top