Mental nedsmeltning
Mental-nedsmeltning.jpg
Kasper Møller er på knæ. Sådan var det også for holdkammeraterne i hele kampen mod Roskilde. Simon Lindholt følger med på distancen. Foto: Christian Ove Carlsson.
Stadions håndboldspillere kom aldrig ud af starthullerne mod Roskilde

IF Stadions cheftræner Thomas Schou var tordnende ærlig efter lørdagens nederlag til Roskilde i håndboldens 2. division for herrer:

– Mange tanker er gået igennem mig. Det vil ikke være forkert at kalde det sammenbrud. Eller nedsmeltning. Vores mentale klap har desværre været helt nede efter jul. Stemningen i truppen har ellers ikke fejlet noget. Jeg har ingen gode forklaringer på elendighederne. Men ingen kan undsige sig et ansvar – hverken på banen og på bænken.

Stadion tabte hjemme i EnergiCenter Voldparken Hallen med 26-32. Efter et kvarter var man bagud med ni mål, efter 20 minutter førte Roskilde 14-4, og så var det bal forbi. Dermed er Stadions chance for at rykke op i 1. division udspillet:

– Hvis nogen havde sagt, at vi skulle gå på ”sommerferie” allerede 20. januar, så havde jeg ikke troet på det. På papiret burde vi være bedre end både Roskilde og Næstved/Herlufsholm, men de har flyttet sig voldsomt i forhold til os og samtidig har vi underpræsteret. Måske ligger en del af forklaringen i, at Roskilde træner fire gange om ugen, Næstved også en 3-4 gange, mens vi nøjes med to gange om ugen, funderer Thomas Schou.

– Vi havde talt om, at vi skulle med hjertet og ikke hovedet. Men alligevel ender vi med at spille med hovedet. Da vi er bagud 3-1 er det som om, at lyset slukker. Og efter 14 minutter er kampen reelt afgjort. Vi leverer fejl på stribe. Fejlafleveringer, tekniske fejl, dårligt forsvarsspil og ingen redninger. Nu tager vi en snak. Vi skal møde topholdet FIF, og vi lever stadig i pokalturneringen, slutter træneren.

Stadion møder FIF på fredag kl. 19.45 i Frederiksberg Hallerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top