Hvepse blev slået af U-hold
Næsten hele Brønshøjs 1.-2. holdstrup var i aktion i årets første træningskamp

– Der var mange fremmødte til dagens træningskamp mod FC Københavns U19-hold, og de blev for alvor blæst igennem. Det samme blev Hvepsene, da de var bagud med 0-3 efter blot 14 minutters spil. Det var bidende koldt, og det mest positive ved kampen var, at Brønshøj vandt 2. halvleg. Danni König scorede Brønshøjs enlige mål.

Således skriver Brønshøj Boldklubs redaktør Christian Hasslund efter nederlaget på 1-4.

FCK var hurtigere i tanke og handling og spillede bolden rundt om hvepsene, og det blev også til både 2-0 og 3-0 inden for et par minutter. Efter 33 minutter scorede FCK også til 4-0. Det var Ahmed Daghim, der scorede sit tredje mål.

Der var store udskiftninger i pausen hos begge hold. Men 2. halvleg var bedre set med Brønshøj-øjne end 1. halvleg var. Men der blev desværre ikke skabt de store chancer. I kampens slutminutter fik FCKs målmand spillet bolden lige ud i fødderne på Casper Löween Jensen, og Löween fik hurtigt spillet bolden ind til en fri Danni König, der kunne sende bolden i det tomme mål til slutstillingen 1-4.

Næste træningskamp er lørdag den 26. januar kl. 15, når det gælder Fix hjemme i Tingbjerg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top