Direktør: Bekymring for eneejer
Direktør-Folk-var-bekymrede.jpg
Selv om Brønshøj Boldklub ikke bliver solgt tyder alt på, at der ikke skal skæres i spillerlønningerne, hvis altså ApS’et får indsamlet penge nok. Foto: Christian Ove Carlsson.
Flere Brønshøj-folk frygtede, hvilke konsekvenser det ville få, hvis Carsten Salomonsson blev eneejer

Da Brønshøj Boldklub den 10. december havde informationsmøde om et eventuelt salg af klubbens A-anparter til Carsten Salomonsson, blev det understeget meget klart fra klubbens side: ”Hvis salget ikke gennemføres, skal der skæres i spillerbudgettet og lønudgifterne, hvilket vil gå ud over det sportslige.”

Informationsmødet foregik forud for den ekstraordinære generalforsamling den 13. december. Her blev en passus i klubbens vedtægter sløjfet, så det ikke længere var et krav, at moderklubben skulle eje 51 procent af A-anparterne i Brønshøj Boldklub ApS.

82 procent af de fremmødte medlemmer vedtog denne ændring – der kræves totredjedels-flertal for at gennemføre en vedtægtsændring. Efterfølgende stemte 95 procent for følgende forslag: ”Generalforsamlingen bemyndiger bestyrelsen til at forhandle og eventuelt beslutte salg af Brønshøj Boldklubs A-anparter til tredjemand, Carsten Salomonsson”.

En lille uges tid efter generalforsamlingen blev forhandlingerne indstillet med øjeblikkelig virkning. Det skete efter at en række inkarnerede medlemmer af Brønshøj Boldklub havde henvendt sig til ApS-bestyrelsen og tilbudt at støtte klubben økonomisk.

Hvem har størst kærlighed til BB?
På generalforsamlingen kom det blandt andet frem, at moderklubben (Brønshøj Boldklub) har lånt Brønshøj Boldklub ApS 1,3 millioner kroner. Endvidere blev medlemmerne oplyst om, at en privatinvestor havde meldt sig på banen og tilbudt at låne ApS’et ca. 170.000 kroner, så man ikke behøvede at sælge til Carsten Salomonsson, der havde budt 300.000 kroner for anparterne. Det blev oplyst, at gælden skulle afvikles først, inden et videresalg kunne blive aktuelt.

Spredte bekymringer blev luftet på både informationsmøde og den ekstraordinære generalforsamling, men de var få og skabte ikke en overordnet bekymring blandt de medlemmer, som rent faktisk deltog i den demokratiske proces.

Alligevel bevirkede den bekymring – som folk med en større kærlighed til Brønshøj Boldklub end den de fremmødte medlemmer på generalforsamlingen åbenbart er i besiddelse af – at bestyrelsen valgte at tænke sig om endnu en gang, selv om disse beymrede klubfolk havde været særdeles tilbageholdende i den måned, hvor det havde været kendt, at Carsten Salomonsson var interesseret i at købe hovedparten af A-anparterne.

Bestyrelsen kan sagtens gøre det, som den i sidste end valgte at gøre, selv om generalforsamlingens beslutning var så tordnende klar. For den var kun bemyndiget til at forhandle med Carsten Salomonsson. Ikke at sælge til ham.

100.000 kr. indsamlet
Nu har Brønshøj Boldklub ApS tilsyneladende fået lovning på så rigeligt med penge fra flere forskellige klubmennesker, at man ikke skal skære i spillerbudget og lønudgifter.

Det bekræfter administrerende direktør Dennis Kjeldsen overfor bold.dk: – Det er klubfolk, som er bekymrede for, hvad det kan få af konsekvenser at få en eneejer ind i en fodboldklub. Der har været flere tilkendegivelser undervejs, og der har vi allerede nu samlet omkring 100.000 kroner. Vi er godt på vej, og jeg er ret sikker på, at vi nok skal komme i mål. Der er virkelig en stor opbakning bag det her. Når vi allerede har fået så godt fat på så kort tid, så skal vi nok komme hele vejen.

Dennis Kjeldsen gør meget klart, at Brønshøj Boldklub ikke er i pengenød. Man ønskede at optimere det sportslige niveau, og det var årsagen til, at man var i kontakt med Carsten Salomonsson.
Nu hvor den oprindelige plan med at sælge til Carsten Salomonsson er faldet til jorden med et brag, kan man spørge:

Var der overhovedet grund til at indkalde til informationsmøde og ekstraordinær generalforsamling?

Svaret blive noget i retning af:
Nej, det var der nok ikke!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top