Vi er vokset på Nørre G
Katrine Føhns og Patrick Vielsted var de første 3. g’er på Nørre G, der i mandags fik huerne på. Efter en veloverstået historieeksamen kunne de sammen med skolens rektor Jens Boe Nielsen hejse flaget som starten på de kommende dage med en masse nyudsprungne studenter

– Det har været en utrolig lærerig og spændende oplevelse at være gymnasieelev på Nørre Gymnasium. Jeg har lært utrolig meget, ikke mindst om mig selv som person, men jeg føler også virkelig, at jeg fagligt er vokset. Disse tre år har givet mig en masse gode ting med i rygsækken, når jeg nu skal videre. Det bedste har nok været, at jeg netop har opnået så mange ting, som jeg kan tage med videre, som mange fantastiske oplevelser, gode venner og en masse kompetencer. Det værste ved de tre år som gymnasieelev, må jeg sige, nok har været, at der har været en del stres og pres på en, mest fra en selv – men det har netop også skubbet mig til at yde mit bedste og derved givet mig en chance for at blive bedre, fortæller Katrine Føhns, der skal have et sabatår og til næste sommer skal hun læse kunsthistorie.
Også for Patrick Vielsted har gymnasietiden på Nørre G været lærerig og en god tid.
– Det bedste ved gymnasiet er klart det sociale. Jeg har ikke de store uddannelsesplaner lige nu, men det skal vel nok komme på et tidspunkt. Dog skal jeg have et sabbatår hvor jeg skal arbejde som vikar, og derefter ud og rejse for at se lidt af verden, fortæller Patrick, der som Katrine lige nu bare glæder sig til at feste sammen med alle deres medstuderende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top