Fejret med maner
Hun har været mange børns trygge dagligdag gennem årene. Derfor var det også en helt speciel dag, da Humlebo Børnehave forleden fyldte 70 år

Som enhver ældre dame der fylder rundt, blev Humlebo Børnehave på Vallekildeej også fejret med kagebord og fødselsdagssang.
Humlebo blev oprettet som selvejende børnehave i år 1948 og for blandt andet at mindes efterkrigstiden blev der leget gamle sanglege, løbet sækkeløb og spist fedte-og sukkermadder.
På 1.salen i børnehaven var der indrettet et museum, fra ”gamle dage” med bøger, børnestole, legetøj og billeder. Der blev fortalt historier om det at være barn i ”gamle dage”. Dengang var der ingen ostehaps, figenstænger eller eksotisk frugt i madpakken. Leverpostejsmaden og spegepølsemadder var der til gengæld masser af.
Både børn og forældre kiggede på billeder fra Humlebo i 1950érne og talte om det tøj, børnene havde på og om at pigerne havde stofsløjfer i håret og at mange drenge gik med seler, eller smækbukser, fortæller leder Susanne Burvad, der som det sidste arrangement på dagen sendte en masse balloner til vejrs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top