Sjældent nederlag
Husum Boldklub tabte 0-2 til FC Udfordringen og fik dermed et lille tilbageslag i oprykningskampen

Før kampen mod Husum Boldklub havde FC Udfordingens spillende assistenttræner Jonas Haugegaard udtalt til ligabold.dk: – Vi møder Husum på udebane i Husumparken – utvivlsomt rækkens på en gang sjoveste og sværeste bane at være udehold på. Husum er et klassehold, som vi altid spiller seværdige kampe imod. Vi glæder os meget til gensynet med Husumparken.

Og så tippede Jonas Haugegaard oven i købet på, at FC Udfordringen ville vinde med 1-0. FC Udfordringen vandt faktisk 2-0 over et reservespækket mandskab fra Husum!

Lasse Kristensen bragte Udfordringen på 1-0 allerede efter syv minutter, og Mathias Esberg cementerede sejren med en scoring efter 66 minutter.

Trods nederlaget – der blot var det andet i denne sæson – har Husum et solidt forspring på syv points ned til Politiet på andenpladsen i serie 1.

Lørdag den 5. maj kl. 13 spiller Husum ude mod Vigerslev i Valby Idrætspark.

Allerede tirsdag 1. maj kl. 19 møder Husum Østerbro IF i Husumparken i pokalturneringens 2. runde. I den anden ende af serie 1 tabte FIX ude 0-1 til KFB. På lørdag kl. 13 møder man Politiet i Gadelandet.

I serie 2 vandt Stefan 2-0 over Pioneren. På lørdag den 5. maj skal Stefan kl. 13 møde Sønderbro Fight på Kløvermarken.

I pokalturneringens 2. runde spiller Stefan onsdag den 2. maj kl. 19.30 i Ryparken mod Nørrebro Boldklub. FIX skal torsdag den 3. maj kl. 18.30 møde Nanoq i Valby Idrætspark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top