Silas kørte fra verdensmester
Silas-kørte-fra-verdensmester.jpg
Silas Hoegh fra Brønshøj (nr. 2 forrest fra venstre) er et af Danmarks helt store speedwaytalenter. Han er med på ungdomslandsholdet, som har den tidligere stjerne Erik Gundersen som træner. Foto: Michael Hoegh
Brønshøj-drengen Silas Hoegh imponerede i sit første individuelle speedwayløb i år

Det går super godt for den lokale Brønshøj-dreng Silas Hoegh, der kører speedway. I efteråret blev han optaget på Erik Gundersens landshold efter de gode resultater i årets løb, og det har betydet noget for selvtilliden. Hen over vinteren var han til indendørs træningslejre for at styrke sammenholdet og den fysiske form.

Den nye sæson startede i april, og Silas tog med landsholdet til Sverige for at køre to landskampe i sidste weekend. Ni danske kørere var med, og Silas blev bedste dansker i den første landskamp og scorede næstflest point i anden landskamp og var med til at ”banke svensken” i begge landskampe.

I søndags deltog han så i sit første individuelle løb i år. Feltet var virkelig stærkt: Syv danske landsholdkørere, verdensmesteren Stian Nielsen og en tysker, som sluttede nr. 4 til VM blandt de 16 startende kørere.

Silas var dog flyvende og startede ud i sit første heat med at slå verdensmesteren og fortsatte med yderligere tre heatsejre, hvilket betød, at han efter at have kørt sine fem heat lå af point med den hurtige tysker, og de to skulle ud i omkørsel om førstepladsen.

Det så ikke nemt ud efter lodtrækningen, da Silas trak ydersporet i starten, men han tog chancen og gravede sit bagdæk ned i et stort hul, så han kunne få en flyvende start – eller også blive kastet ud i en baglæns kolbøtte, hvis det ikke lykkedes. Men planen fungerede, og han tog starten og holdt helt til mål.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top