Brønshøj tabte i Aarhus
Er stadig uden sejr i forårssæsonen. For første gang i år førte Brønshøj, men føringen holdt ikke

Danmarksserien er ikke længere en luftspejling for Brønshøj Boldklub. Et liv uden divisionsfodbold for første gang siden 1945 bliver mere og mere realistisk. Og det er stærkt bekymrende.

Som det eneste hold under nedrykningsstregen fik Brønshøj ikke point i den forløbne weekend. I lørdags blev man besejret 2-1 af Aarhus Fremad. Brønshøj-spillerne prøvede ellers for første gang i år at være foran. Christian Haslund fra Brønshøj Boldklub beretter ellers om, at det endelig så ud til at gå Brønshøjs vej. To gange blev man frelst af træværket, og i det 20. minut erobrede Philip Rejnhold bolden fra Fremads målmand og bragte Hvepsene på 1-0.

Men to scoringer i løbet af to minutter et lille kvarters tid før slutfløjtet, ændrede kampen. Først udlignede Andreas Damgaard på hovedstød efter et hjørnespark, og to minutter senere sørgede Frederik Høgh med et godt skud for en hjemmesejr.

Striden om at undgå nedrykning til danmarksserien er ved at blive intens nu, hvor også B93 og Greve er begyndt at få problemer med at skrabe point sammen. Næste kamp for Brønshøj er lørdag den 28. april i Greve.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top