I samarbejde med skolernes musiklærere er i alt omkring 100 børn i otte uger blevet undervist i at spille på strygeinstrumenter og blæserinstrumenter. Fra Tingbjerg Skole er eleverne fra 4. B blevet undervist i at spille sammen på fagot, klarinet og tværfløjte.
Avisens udsendte fulgte undervisningen i sidste uge og oplevede engagerede og seriøse elever, der aktivt tog del i både koncentrationsøvelser, fællessang, bevægelse, undervisning og sammenspillet med andre.
Projektet kulminerer med en stor fælles koncert i hallen ved Tingbjerg Skole onsdag den 21. marts, kl. 17 med 100 orkesterbørn og omkring 70 korbørn. Projektet har modtaget støtte fra Oticon Fonden, Beckettfonden, Kunststyrelsen samt Brønshøj-Husum Lokaludvalg.
11-årige Obada spiller på tværfløjte og er glad for at deltage.
– Jeg synes, det er godt og spændende at være med til at spille. Vi lærer noget nyt, og jeg er meget spændt på koncerten, siger Obada.
Også den 11-årige Maryam nyder at være med.
– Jeg spiller trommer på skolen, men her spiller jeg klarinet, og det er sjovt at lære noget nyt. Faktisk vil jeg gerne fortsætte med at spille klarinet, siger Maryam.
Se flere billeder på bha.fotokajbonne.dk

Obada spiller tværfløjte. Foto: Kaj Bonne

En helt koncentreret Maryam med sin klarinet. Foto: Kaj Bonne