Jeg lever, som jeg gjorde før
hjerteforeningen1.jpg

Min mor har det sværest. Jeg har faktisk ikke reageret på mit hjertestop, for jeg kan ikke huske noget som helst. Det er jo nok meget godt, siger Sebastian eftertænksomt. Foto: Ignacio Gioiosa

Min mor har det sværest. Jeg har faktisk ikke reageret på mit hjertestop, for jeg kan ikke huske noget som helst. Det er jo nok meget godt, siger Sebastian eftertænksomt. Foto: Ignacio Gioiosa
For to år siden faldt Sebastian om på Frederikssundsvej med et hjertestop. Han blev heldigvis reddet, men hans mor Mia går med en evig angst om, at det kan ske igen

Ved et trylleslag kan livet få en ny drejning. Det oplevede 16-årige Sebastian Bue Petersen og hans mor Mia, da Sebastian for to år siden fik hjertestop på vej til Netto for at handle ind.

-Jeg havde spist det sidste æg, så derfor havde mor sendt mig ud for at købe ind, fortæller Sebastian, der ikke fik nogen forvarsel, inden han faldt om ved lyssignalet lige ved lægehuset på Frederikssundsvej.

Det var heldigt, at det var æg, han havde købt, for det var lyden af æg, der blev kvast, som fik tre lærere, der netop havde spist på Cafe Phønix, til at kigge i retningen af Sebastian, der lå og krampede på vejen. Lærerne fik reageret og ringet efter ambulancen og lige som ambulancen ankom fik Sebastian hjertestop.

Hjemme gik Sebastians mor og var lidt irriteret over, at sønnen var så længe om indkøbene, så hun gik ud og kiggede på vejen. For enden af vejen kunne hun se ambulancen med blåt blink og ren instinktivt vidste hun, at det var Sebastian.

Da jeg kom derhen var paramedicinerne ved at støde ham i gang. Vi blev kørt til Rigshospitalet, hvor Sebastian blev lagt i kunstig koma, fortæller Mia og gyser ved tanken om de frygtelige dage, hvor hun ikke anede, om han ville vågne op med hjerneskade.

Kan intet huske
For Mia var dagene omkring Sebastians hjertestop helt tåget. Han lå i kunstig koma i fire dage og da han endelig vågnede op, var han helt hallucineret.

-Han ville hjem og forsøgte at rive alle de ledninger ud, som monitorerede ham. Jeg kunne slet ikke kende ham, og det var skræmmende, indrømmer Mia, der af lægerne blev beroliget med, at det var medicinen han reagerede på og at en ung krop som Sebastians var meget modtagelig for medicinen.

-Der gik yderligere nogle dage, inden han kom til sig selv. Det var dejligt, for jeg kunne med det samme se, at det var den gamle Sebastian igen, fortæller Mia og kigger kærligt på sin søn.

Sebastian ville tilbage og leve et normalt liv, så hurtigt som muligt. Han fik indopereret en pacemaker – noget som er nødvendigt og som han formentlig skal leve med resten af livet. Men det er også noget, han hele tiden bliver mindet om.

-Jeg har det godt. Jeg træner i fitness og fra hospitalet opfordrer de mig til at give den gas – dog lægger de meget vægt på, at jeg skal undgå koffein og energidrikke. Det der irriterer mig mest er, at pacemakeren er synlig på huden, indrømmer Sebastian, der slet ingenting kan huske fra den skelsættende dag, hvor hans hjerte stod af.

Mor har det værst
Men minderne er noget hans mor, Mia, ikke kan slippe. Hun har tænkt alle tænkelige scenarier igennem om, hvad der kunne have været sket, om ikke tre årvågne lærere havde reageret. Både Sebastian og Mia har fået hjælp gennem Hjerteforeningen, hvor de har mødt andre i samme situation.

– Umiddelbart frygter jeg ikke, at Sebastian går bort. Han bliver monitoreret hele tiden. Der er en maskine under hans seng, som sender signal til Rigshospitalet, hvis der er uregelmæssigheder. Derudover har han en Pacer der kan støde, hvis hjertet sætter ud og en Reveal, som er en slags gps.

Sebastian er overvåget hele døgnet, fortæller Mia, der dog på et tidspunkt mærkede, at hun havde brug for psykologhjælp for at bearbejde hændelsen. Også Sebastian er blevet tilbudt psykologhjælp, men det har han endnu ikke haft brug for.

-Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal have hjælp til. Jeg kan jo ingenting huske, fortæller Sebastian, der godt vil indrømme at reglerne derhjemme er blevet en smule strammere end før.

– Mor skal hele tiden vide, hvornår jeg er på farten. Hun tjekker, at jeg husker mine piller, og så ved jeg, at hun ikke falder i søvn, hvis jeg er ude om aftenen, siger Sebastian og kigger kærligt på sin mor.

Der mangler indsamlere i Brønshøj-Husum
Hjerteforeningens landsindsamling afholdes 22. april 2018, og lige nu er der brug for indsamlere over hele landet. Vælg selv, hvor du vil samle ind i 2700 og find den rute, der passer dig bedst på www.hjerteforeningen.dk/landsindsamling/ På selve indsamlingsdagen møder man Sebastian og Mia i kulturhuset Pilegården i lokale 6 og afhenter bøssen. Her vil der være lidt lækre forfriskninger både før og efter.

Gennem Hjerteforeningen har vi fået mulighed for at møde andre familier i samme situation.
Foto: Signe Fiig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top