Godnathistorie med sovedyr og nattøj
Godnathistorie-stjerner.jpg
Foto: Stelka Pavlova
Brønshøj Kirke tilbyder børn i alderen 3-7 år en hyggelig og rolig stund med godnathistorier fra Bibelen

– Vi har i kirken længe haft et ønske om et tilbud til førskolebørn og deres forældre, og kirkens rum indbyder netop til ro og fordybelse – også for de mindste. Det er også en god lejlighed til at formidle Bibelens fortællinger, som jo er en del af vor fælles kulturarv, siger kirke- & kulturmedarbejder Charlotte Maria Rasmussen, som står for arrangementet.

Kirkerummet vil være indrettet med puder, tæpper og dæmpet belysning, så det er bare om at hoppe i nattøjet, tage sovedyret i favnen og putte sig under tæppet og lytte til historier fra Bibelen. Aftenen sluttes af med lidt stille musik og en aftenbøn for børn og deres forældre/bedsteforældre. Til de voksne vil der være en kop kaffe/the at varme sig på.

Planen er at tilbyde ”Godnathistorier” hele året på nær de kolde og mørke vintermåneder, hvor det måske er knap så indbydende at kravle i flyverdragten og begive sig ud i mørket lige inden sengetid.

Godnathistorier i Brønshøj Kirke fortælles den 1. tirsdag i måneden kl. 18.30-19 fra 6. marts og frem til og med
2. oktober.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top