De unge vil have mere indflydelse
IMG_2680.jpg
På første møde i Ungeråd KBH blev det debatteret, hvilke aftryk Ungerådet skal sætte i løbet af sit første år. Foto: Presse
Talspersoner blev valgt og visioner drøftet, da de 35 medlemmer af Københavns nye ungeråd holdt deres første officielle møde

Hvad skriver medierne om Ungeråd KBH om et år? Det var ud fra det spørgsmål, at de 35 nyvalgte medlemmer af Ungeråd KBH skulle udtænke visionen for rådet. I grupper og med tomme avisforsider, udfyldte medlemmerne deres drømmerubrikker.

Og der blev virkeligt drømt stort. En valgdeltagelse på 100 procent til det næste ungeråd, en statsminister, der begejstret udtaler, at de ”gamle” politikere kunne lære noget af de unge og større interesse for kommunalpolitik blandt unge.

Især den sidste drøm gik igen i de forskellige grupper sammen med et ønske om mere indflydelse og en følelse af at blive hørt. Og det kan blive en realitet for Ungeråd KBH. For målet med ungerådet er at give unge mellem 12 og 20 år mere indflydelse, og rådet har mulighed for at anmode Borgerrepræsentationen om at behandle op til fire sager hvert år.

Talsperson fra Brønshøj
Aftenen sluttede med et valg af tre talspersoner for Ungeråd KBH, og en af de valgte blev den 18-årige Barwaqo Jama Hussein fra Brønshøj. Hendes mærkesager er et mere trygt København, bedre fritidsfaciliteter for unge og inddragelse af de unges holdninger.

– Jeg ønsker at gøre en forskel. Jeg vil høre på unges holdninger, samt kæmpe for at kunne imødekomme og viderebringe deres behov.
Jeg er typen, der godt kan lide at se enden på det jeg starter. Jeg vægter mine værdier højt, som blandt andet er at forskelligheder ikke spiller nogen rolle for hvem og hvad man kan udarbejde og udføre i livet. Tværtimod mener jeg personligt, at man skal omfavne forskelligheder. Jeg ser mig selv som en ambassadør for andre unge i byen og vil gå langt for at deres stemme bliver hørt, sagde Barwaqo i forbindelse med valget til Ungeråd.

Ungeråd KBH
• Nedsat af Københavns Kommune november 2017
• Talerør for unge
• Kan fremsætte forslag til politisk behandling
• Kan inddrages i politiske beslutninger
• 35 medlemmer mellem 12 og 20 år

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top