Vigtig kamp for Stadion
Vigtig-kamp-for-Stadion.jpg
Sebastian Bruun og holdkammeraterne i Stadion kunne i weekenden fejre endnu en sejr. I morgen aften gælder det kampen mod rækkens nr. 2, Hillerød. Foto: Christian Ove Carlsson.
Skal vinde i morgen aften for at holde trit med topholdet Køge

2. divisionsherrerne fra IF Stadion kender udfordringen, når de i morgen aften, onsdag den 29. november kl. 20.30, løber ind på banen i EnergiCenter Voldparken Hallen. Modstanderne fra Hillerød Håndbold skal besejres, hvis Husum-holdet vil holde trit med Køges ubesejrede tophold.

I lørdags vandt Stadion i egen hule 34-31 over Roskilde, og det er i denne sæson indtil videre blevet til fire sejre i fire hjemmekampe. Denne flotte statistik skal holdes mod Hillerød, men det bliver ikke nemt, for Hillerøds 2. hold har indtil videre kun tabt to kampe og ligger på andenpladsen placeret med to points flere end Stadion på tredjepladsen.

Stadion måtte til Roskilde-kampen undvære træner Thomas Schou, der var sengeliggende med kraftig lungebetændelse: – Det var ikke sjov at skulle ligge og følge med på SMS. Både i 1. og 2. halvleg havde vi fra start store føringer, men da vi skulle til at skifte ud, rykkede Roskilde tæt på begge gange. I sidste ende blev det afgørende, at vores angrebsspil var godt, siger træneren.

– Kampen mod Hillerød er enormt vigtig at vinde for vores selvforståelse. For det første fordi vi så lever op til vores mål om en top-2-placering, og for det andet vil det være godt at møde op i Køge med en sejr. Den vil give tro på, at vi slår skår i Køges sejrsrække. På anden side vil et nederlag ikke se godt ud, da vi så møder op i Køge otte point efter dem, siger Thomas Schou.

I weekenden har Stadion kampfri, men den længere kamppausen kan træner Thomas Schou uden tvivl bruge til at gøre spillerne klar til det vitale opgør mod Køge lørdag den 9. december i Køge Hallerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top