Klippekort bruges forkert
Klippekortordningen til ældre bliver ikke brugt efter reglerne

AF Henrik Appel, ældreordfører på sundheds- og omsorgsområdet for Socialdemokratiet i Københavns Kommune

En ekstra halv time med personalet på plejecentrene til en kop kaffe og en snak, ledsagede gåture, aktiviteter uden for hjemmet – dette er meningen med den klippekortordning, som kommunen indførte i 2015.

Alt for mange ældre føler sig ensomme. Ensomhed og isolation fører ofte sygdomme med sig. Det at blive gammel må ikke betyde, at livet går i stå. Derfor blev ordningen med ekstra klip til evt. samvær med andre indført – og er blevet en stor succes.

Desværre viser det sig nu, at ordningen ikke bliver brugt som det politisk er besluttet.
Jeg har kendskab til i hvert fald et plejehjem, hvor ordningen bliver brugt som ”betaling” for fællesaktiviteter. Hvor de ældre får at vide, at det ”koster” eksempelvis 4 klip at deltage i en sækkepibekoncert . Det er helt uhørt og var absolut ikke meningen med ordningen.

Alt for mange svage ældre er isolerede og har lange og ensomme dage. Meningen med klippekortordningen var og er fortsat, at den ældre kan benytte klippene efter eget ønske til en aktivitet også uden for hjemmet. Hvert klip udløser en ekstra halv time, som også kan puljes til et længevarende arrangement. Men det er bestemt ikke meningen, at fællesarrangementer på plejehjem og ældrecentre skal betales af de ældres klippekort”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top