Der var ugler i mosen
Der-var-ugler-i-mosen-1.jpg
Det bedste ved Hvepsene lige nu, det er deres fans. Selv om resultaterne svigter, så svigter de ikke deres helte. Foto: Christian Ove Carlsson.
AB Gladsaxe slog ubesværet naboerne fra Brønshøj med 3-0

Uglerne var klart bedre end Hvepsene. ”Slaget om Mosen”, ”Mosederbyet” eller hvad man nu end kalder naboopgøret mellem AB Gladsaxe fra den nordlige del af Utterslev Mose og Brønshøj Boldklub fra den sydøstlige del blev aldrig spændende. Dertil var AB Gladsaxe for suveræne i den silende regn på Gladsaxe Stadion. Uglerne var bedre flyvende end Hvepsene fredag aften og vandt 3-0.

Til gengæld leverede Hvepsenes fans en imponerende indsats på tribunen. Ti minutter efter at kampen var blevet fløjtet af, sang Brønshøjs supporters stadig. Opbakningen til Brønshøjs 1. hold er noget ganske særligt, og da fansene skulle hjem – mange af dem med linje 250S – var humøret stadig højt. Mange var i hvert fald i form til at kunne drukne sorgen på et af Frederikssundsvejs mange beværtninger senere den aften.

I Gladsaxe var den gal i begge ender for Hvepsene. Markeringerne var for sløsede, og afslutningerne for uskarpe. Så selv om Brønshøj havde sine muligheder, var det helt i orden, at hjemmeholdet vandt 3-0.

Brønshøj skal nu spille med i forårets nedrykningsspil, hvor de fire nederste fra de tre 2. divisionspuljer slås sammen. BB tager resultaterne fra de seks kampe mod AB, B93 og Hillerød med over, hvilket betyder at Brønshøj kommer til at ligge omkring midten, hvis det ender med over Hillerød på lørdag. Pt. har både Hillerød og Brønshøj 6 point for kampe, mens B93 og AB har 10 point for 6 kampe.

Brønshøj Boldklubs bestyrelse har besluttet – som en tak til fansene og supporterne – at der er gratis adgang for alle, når Hillerød kommer på besøg på lørdag den 28. oktober kl. 15.

Der var spillet blot fire minutter, da ABs Rasmus Nielsen kunne knytte næven og fejre scoringen til 1-0.
Foto: Christian Ove Carlsson.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top