Virkelighedsnære fag skal inspirere lokale unge
280 elever fra Tingbjerg Skole og Brønshøj Skole har i efteråret 2017 11 hele skoledage med A-fag. A-fag står for Anderledes, Aktiv og Autentisk

I fagene arbejder eleverne praktisk med forskellige fagfelter, møder dygtige fagfolk og udvikler nye færdigheder og kompetencer. A-fagene er udviklet af ungdomsskolen.

Det er torsdag, og det er A-fags-dag. Det betyder for 280 elever på Tingbjerg Skole og Brønshøj Skole en anderledes skoledag, hvor de ikke skal møde op i deres almindelige klasser. De skal derimod til fx Kokkeskole, Håndværk og Entreprenørskab, E-sport eller Dans og samarbejde med eleverne fra andre klasser, måske endda fra naboskolen. De 280 elever går i 7., 8. og 9. klasse.

-Eleverne fra de to skoler har haft mulighed for at vælge imellem 20 A-fag, hvoraf 18 af A-fagene er blevet oprettet. Nogle af holdene er små hold med under 10 elever. De fleste hold er på ca. 15 elever. Det giver eleverne en særlig mulighed for faglig fordybelse, praksisorientering og faglig støtte og vejledning fra en dygtig og engageret underviser, fortæller Simon Vedel fra ungdomsskolen.

Autentiske miljøer
A-fagene er udviklet af ungdomsskolen og er bl.a. ”Håndværk og Entreprenørskab”, ”Design og Mode”, ”Idrætsinstruktør-uddannelse”, ”E-sport”, ”Outdoor”, ”Yoga”, ”Kokkeskole”, ”Mental styrketræning og præsentationsteknik”, ”Dans i dansekapellet”, ”Event- og projektmager”, ”Filmværksted”, ”Tech og Programmering” m.m.

De fleste af holdene foregår uden for skolens rammer, i autentiske miljøer og i samarbejde med lokale aktører.

I samarbejdet indgår bl.a. Idrætsprojektet, Energicenter Voldparken, bibliotekerne, idrætsforeninger, Dansekapellet, Grøndals Multicenter (E-sport) og TEC Frederiksberg.
Håbet er, at eleverne i mødet med faget, de dygtige fagfolk, de eksterne aktører og de autentiske miljøer kan blive inspireret i forhold til videre uddannelse og karriere, fritids- og kulturliv m.v.

-Vi har arbejdet for at gøre A-fagene praksisorienterede, virkelighedsnære og oplevelsesorienterede. Vi har prioriteret fag, hvor eleverne kan få fingrene ned i substansen og arbejde med at udvikle produkter, færdigheder og kompetencer, der kan skabe værdi for dem selv og andre, udtaler Simon Vedel.

To skoler mødes
Underviserne på A-fagene, som har forskellige faglige baggrunde og bl.a. rummer dansere, idrætsfolk, projektmagere m.v., arbejder på at skabe et godt og trygt læringsmiljø, hvor eleverne kan udvikle sig personligt og socialt.

-Eleverne kommer jo fra to forskellige skoler, Tingbjerg Skole og Brønshøj Skole, og det er vores indtryk, at det er rigtigt godt, at eleverne blandes på kryds og tværs af klasser og skoler. Det er med til at skabe en større nysgerrighed omkring andre unge fra nærmiljøet. Underviserne gør et godt stykke arbejde i forhold til at skabe trygge og udviklende læringsmiljøer og ungefællesskaber, fortæller Bo Vangsgaard, lærer på Tingbjerg Skole.

-Vi oplever, at eleverne er glade for A-fagene. De møder nye mennesker og faglige udfordringer og får nogle spændende oplevelser sammen med andre lokale unge. Det er et rigtigt godt eksempel på, hvordan man med succes kan bedrive åben skole, vurderer lærer på Tingbjerg Skole Bo Vangsgaard.

Ungdomsskolen har også samarbejde med andre skoler i København omkring A-fag, bl.a. Husum Skole.


Med A-fag bliver der skabt et godt og trygt miljø, hvor eleverne kan udvikle sig personligt og socialt. Foto: Privat

Eleverne i gang med”Event- og Projektmager”, ”Dans” og
”Billedkunst”. Foto: Privat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top