Madlavningsdyst styrker sammenholdet på Brønshøj Skole
brønshøj-skole-cooking.jpg
Det var desværre ikke Brønshøj Skole, men 5. X fra Vibenshus Skole som løb med sejren. Foto: Maria Andersen
For femte år i træk dannede gården hos Københavns Madhus i Kødbyen rammerne for Cooking Kids – en madlavningskonkurrence i børnehøjde, hvor 6. C fra Brønshøj Skole kæmpede om vindertitlen

Der blev snittet, hakket og anrettet til den helt store guldmedalje under Cooking Kids, hvor 200 københavnske folkeskoleelever klædt i hvide kokkehuer fra 36 klasser dystede om titlen som vindere, med dommerpanelets skarpe øjne i nakken.

16 Københavnske folkeskoler deltog i madlavningskonkurrencen, heriblandt Tingbjerg Skole og Brønshøj skole. Konkurrencen handler om at få skoleeleverne til gryderne og skubbe til deres interesse for madlavning, samarbejde og de gode råvarer.

Madlavning skaber sammenhold
Især samarbejde mellem eleverne er noget som Brønshøj Skole satser på at få ud af at deltage i et arrangement som Cooking Kids. Kira Nymann Larsen er madkundskabslærer på skolen og fortæller hvordan rammerne for samarbejde er helt unikke i et køkken:

”Vores elever får super meget ud af at deltage. I et køkken kan man kun løse opgaverne ved at samarbejde, så de får et stærkere sammenhold ved at blive kastet ud i de her udfordringer. Det er første gang vi er med, men vi skal helt bestemt afsted igen. De teknikker de afprøver her, tager vi med hjem og arbejder videre med i klassen,” fortæller Kira Nymann Larsen.

Klasserne konkurrerer i fire forskellige discipliner; rødgrød, fiskefrikadeller, vegetar-hotdog og kartoffelmad. Magne på 12 år fra 6.c på Brønshøj Skole fortæller, at han sætter stor pris på samværet med sine klassekammerater uden for klasselokalet: ”Det er fedt at være med og lave noget andet end vi gør på en almindelig skoledag, hvor vi skal sidde på en stol hele dagen. Jeg laver ikke mad så tit, men når jeg først er i gang er det sjovt.”

Klassekammeraten Karolina på 12 år laver ofte mad derhjemme, og er glad for at kunne bruge en dag på madlavning: ”Når vi er med til sådan noget her, får jeg mere lyst til at lave mad. Især kan jeg godt lide at lave mad sammen med mine venner. Jeg er rigtig glad for at lave hjemmelavet pizza for eksempel.”

At skulle lave en kartoffelmad med hjemmerørt mayonnaise skræmmer ikke Karolina. Det har hun prøvet før, så hun er overbevist om at klassen nok skal klare det fint.

Der bliver rørt fars til fiskedeller når 6. c kæmper om 1. præmien til Cooking Kids. Foto: Maria Andersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top