Jeg foretrækker et grønt racerløb
I forrige udgave af Brønshøj-Husum Avis udtrykker Tom Allersted sin frustration over det netop afholdte racerløb Copenhagen Historic Grand Prix.

Af teknik- og miljøborgmester Morten Kabell
I forrige udgave af Brønshøj-Husum Avis udtrykker Tom Allersted sin frustration over det netop afholdte racerløb Copenhagen Historic Grand Prix. Jeg kan kun istemme mig Tom Allersteds frustration, og derfor stemte Enhedslisten også imod arrangementet, da det blev behandlet i Teknik- og Miljøudvalget.

Ved det netop afholdte løb, blev der kastet lys over de massive miljøbelastninger, som løbet medfører. Det Økologiske Råd gennemførte en række målinger fra vinduer ud mod vejen, der afslørede meget store gener med både støj og luftforurening. På den baggrund synes jeg, at vi trænger til en grundlæggende debat om, hvorvidt det netop er motorløb, en by som København skal lægge asfalt til.

Jeg ønsker, at København skal være kendt for begivenheder, der understøtter vores grønne profil. Hvis byen skal være vært for motorløb, er Formel E mere passende. Et racerløb med elbiler som både vil mindske luftforureningen og støjgenerne, samtidig med at begivenheden vil være i tråd med byens grønne profil.

Som det ser ud nu, vil et politisk flertal på rådhuset bevare Copenhagen Historic Grand Prix i dets nuværende form. Men til efteråret skal tilladelsen til løbet genforhandles, og jeg kan kun opfordre til at lægge pres på det flertal, der har givet tilladelse til dette års racerløb. København er simpelthen ikke egnet til et arrangement med så massiv miljøbelastning. Vi skal i stedet gå forrest med grønne alternativer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top