Madaffald fra Brønshøj-Husum bliver til ny energi
Køkkenkurv.jpg
Køkkenkurv med nedbrydelig pose. Foto: TMF
Omkring uge 37 vil lejlighederne i Brønshøj og Husum få leveret en lille køkkenkurv på dørmåtten, så beboerne ligesom resten af København får mulighed for at sortere bioaffald.

Ét kilo kartoffelskræller eller andet bioaffald indeholder energi nok til 33 timers lys, og nu får alle københavnere mulighed for at bidrage til den klimavenlige energiproduktion. I stedet for at sende det københavnske køkkenaffald på forbrændingen, vil det fremover blive indsamlet separat og omsat til biogas og gødning.

Biogassen bruges til at lave varme, elektricitet og brændstof til fx den nye, miljøvenlige 5C bus, og gødningen, der indeholder vigtige næringsstoffer, spredes på landjorden.

Fra uge 37 lander der derfor en grøn køkkenkurv på dørmåtten hos lejlighedsbeboerne i Brønshøj og Husum. Sammen med en sorteringsguide og 100 biologisk nedbrydelige poser gør den lille, praktiske køkkenkurv det nemt for beboerne at gå i gang med at sortere bioaffald.

Baggrunden er, at Københavns Kommune vil sikre, at ubrugelige madrester som kartoffelskræller, æbleskrog og andet organisk affald som fx kaffegrums og æggeskaller bliver genanvendt og omdannet til biogas og gødning.

Villaer med fra november
Op mod 41 pct. af indholdet i københavnernes køkkenspande er bioaffald, og det svarer til, at en gennemsnitlig husstand producerer cirka 3,5 kg bioaffald om ugen.

I første omgang er det hovedparten af Københavns cirka 280.000 lejligheder, der skal i gang med at sortere bioaffald, og ordningen vil blive indført over hele byen på nær enkelte ejendomme, der i første omgang ikke modtager nye affaldsbeholdere, fordi de fysiske forhold ved ejendommen forhindrer det. Fra november vil villa- og rækkehusejerne få mulighed for at komme med på sorteringsordningen.

Sideløbende med at byens lejligheder bliver forsynet med en køkkenkurv til indendørs sortering, vil Københavns Kommune også levere nye affaldsbeholdere til bioaffald i gårdene, der vil kunne kendes på det brune låg og navnet ”BIO”.

Beholder til bioaffald. Foto: Christian Lindgren

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top