FDFere fik frisk luft i fjeldet
fdf.jpg
Alle 150 FDFere på årets sommerlejr. Foto: FDF K25 Brønshøj
Hele 150 FDFere fra FDF K25 Brønshøj tog til Norge på årets sommerlejr og fik store oplevelser, stærkt kammeratskab og friskluftsforgiftning med hjem i rygsækken

Med hele 150 deltagere på årets sommerlejr i Norge satte de lokale FDFere fra Brønshøj rekord i antallet af sommerlejrdeltagere i kredsens 84-årige historie. Men der var også rekordmange oplevelser til FDFerne, da de slog teltpløkke ned i og soveposer ud på det norske fjeld i uge 31.

Det var Den norske Fjellskolen Rondeheim i Rondane Nationalpark, der lagde rammer til årets sommerlejr. Med svævebaner over rivende fosser, udfordrende mountainbike-ruter, lodrette klipper til klatring, iskoldt smeltevand til kanosejlads og uendelige vidder på fjeldet var omgivelserne perfekte til en hel uge spækket med oplevelser.

Svævebaner og fjeldklatring
De mindste FDFere sov og spiste indenfor i Fjellskolens hytter, men levede livet udenfor. Skolens egne geder, heste, grise og katte fik megen opmærksomhed fra FDFerne, men også leg med vand, topbestigning af høje fjelde og vardebygning var på programmet. Selv de mindste fik ture i svævebane ud over en rivende foss, og madlavning af lokale norske retter var også på menuen.

For de ældste FDFere var det mange måneders fortræning, der blev kronet med at bestige indtil flere af Rondanes høje fjeldtoppe med Bråkdalsbelgens 1915 meter som absolut højdepunkt. Her lå der stadig sne fra vinteren, og det blev naturligvis flittigt brugt til ”numse-kælk” og andre skøre vinterdiscipliner.

– Vi synes at alle børn skal have udfordringer, der passer til deres alder, fortæller kredsleder Dorte Fog. Vi gør meget ud af, at prøve nye ting af og måske også blive udfordret af andre ting, end dem, de lige kender hjemmefra. Børn kan ofte mere end, de selv tror – og meget mere end deres forældre tror de kan, siger kredslederen.

– Sommerlejren er årets største FDF-begivenhed, og vi er sammen med børnene 24 timer i døgnet i en hel uge. Det giver grobund for et fantastisk fællesskab og for fornyede venskaber, der tages med hjem til dagligdagen og det nye skoleår, siger Dorte Fog.

Ny sæson
– Med sådan en god sommerlejr i baggagen kan vi nu rette blikket mod en ny sæson med udfordringer og fællesskab, siger kredsleder Dorte Fog. I 2018 bliver den helt store oplevelse sommerlejren på Bogensholm ved Ebeltoft, men alle FDF-klasser kommer deruover på mindst to weekendture i løbet af sæsonen.

Den nye FDF-sæson begynder med mønstring onsdag den 23. august kl. 18.30 ved Brønshøj Kirke. – Vi ved, at der traditionelt er mange, der gerne vil have deres børn til at begynde i FDF her til sæsonstart. Så vil man være sikker på, at der er plads til ens barn, er det en god idé at ringe i forvejen, fortæller Dorte Fog. Hurtigst bliver der fyldt op på klasserne for børn i 1. og 2. klasse, men allerede fra 0. klasse kan man begynde i FDF.

FDF K25 Brønshøj er en af landets største FDF-kredse med over 260 medlemmer. Melder man sig ind, er der således garanti for mange nye venner.

FDF er en af Danmarks største kirkelige børne- og ungdomsorganisationer med godt 23.000 medlemmer i 400 lokale kredse fordelt over hele landet. FDF er en selvstændig del af folkekirkens børne- og ungdomsarbejde.

FDF K25 Brønshøj holder til i Brønshøj Sognecenter på Præstegårds Allé 5 ved Brønshøj Kirke.

Sæsonen indledes på med mønstring i Præstegårdshaven ved Brønshøj Kirke onsdag den 23. august kl. 18.30.

Flere oplysninger hos kredsleder Dorte Fog på 28 37 51 21 eller læs mere på www.FDF.dk/k25

De friske drenge padler i det iskolde smeltevand.
Onsdag den 23. august begynder en ny sæson med udfordringer og fællesskab. Foto: FDF K25 Brønshøj

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top