Brønshøj Kirkes Pigekor vandt
20170817_095005.jpg
Direktør Jan Kjær overrækker præmien til pigekoret. Foto: Presse
Brønshøj Kirkes Pigekor har vundet i en konkurrence på nettet om 10.000 kr., som Spar Nord Fonden hver måned donerer til dem, der kan samle flest stemmer

Pigerne blev lokalt mødt med stor velvilje og hjælp til at stemme på koret. Og på grund af meget stor ihærdighed fra pigerne og den store lokale opbakning fra både klubber og borgere, lykkedes det disse 23 seje korsangere at vinde konkurrencen. Koret vil gerne sige mange tak for den store opbakning.

Korleder Bente Kiil Toftegaard fortæller, at det var pigernes eget projekt at planlægge og gennemføre projektet. De gik ind i det med stor entusiasme, og var på et tidligt tidspunkt fast besluttede på, at det kunne de godt vinde. Da konkurrencen sluttede, var det lykkedes dem at få i alt 3266 stemmer, langt foran dem der kom på 2. pladsen.

I onsdags blev pengene så overrakt koret af direktør Jan Kjær fra Spar Nord Fonden. Han kom til Sognecentret i Brønshøj, da pigerne var til første korprøve efter sommerferien. De er nu i fuld gang med at gøre repertoiret klar til korets koncertturné til New York og Toronto midt i oktober måned.

En ti dages lang tur med koncerter, kulturudveksling og andre store oplevelser. De skal formidle dansk pigekorstradition med koncerter på skoler, plejehjem og i kirker. Efter hjemkomsten spreder de mere musikalsk glæde med gratis koncerter på bl.a. Bispebjerg Hospital, plejehjem i Brønshøj – og naturligvis på hjemmebanen i Brønshøj Kirke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top