Beboerne fortjener fakta – ikke valgkamp
Det er ikke rigtigt, når Finn Rudaizky påstår, at fsb ikke har lært af erfaringerne med renoveringen i Tingbjerg

Af Bjarne Larsson, administrerende direktør i fsb

Det er ikke rigtigt, når Finn Rudaizky påstår, at fsb ikke har lært af erfaringerne med renoveringen i Tingbjerg. Da det viste sig, at renoveringen var mere indgribende for beboerne, end det var muligt at forudse, blev beboerne genhuset. Denne genhusning har derfor stået på siden efteråret 2016.
Det er med andre ord forkert at påstå, at fsb ikke tog erfaringerne alvorligt og handlede på dem.

Med hensyn til kommende renoveringer i den anden del af Tingbjerg, så er renoveringen langt fra besluttet endnu. Beboerne har udelukkende besluttet, at der skal sættes nogle forarbejder i gang, der skal belyse omfanget og behovet for renoveringer. Det foregår lige nu. Om renoveringen skal sættes i gang er op til beboerne, der skal beslutte renoveringen i fællesskab på et afdelingsmøde. Sådan er det i almene boliger, hvor vi har beboerdemokrati.

Beslutningen ligger et stykke ud i fremtiden. Når den tid kommer, håber fsb, at beboerne vil engagere sig og tage del i beslutningerne. fsb vil i hvert fald gøre sit for at beslutningerne tages på et oplyst grundlag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top