Skak er ikke just en sport, hvor man bevæger sig ret meget. Så da radiatorerne i Brønshøj Skak Forenings lokaler på Frederikssundsvej ikke fungerede optimalt, måtte skakspillerne beholde overtøjet på. Noget af en koldstart på 2017, må man sige. På det spillemæssige plan gik det heller ikke efter planen. Men det positive er, at BSF fastholder førstepladsen i Skakligaen trods to skuffende resultater.
Først måtte man lørdag nøjes med en kneben sejr på 4½-3½ over SK 1968 fra Aarhus, og søndag tabte man for første gang i denne sæson, da det blev til 3-5 mod Jetsmark. Mod Jetsmark var det oven i købet ved at gå endnu værre, men Brønshøjs Kim Pilgaard klarede sig ud af en prekær stilling og endte med at vinde matchens sidste parti, så nederlaget ikke blev så voldsomt.
– Vi fører fortsat ligaen, og vi har da stadig forhåbninger om, at vi kan holde førstepladsen helt til slut og dermed vinde danmarksmesterskabet for anden gang i klubbens historie, siger BSFs formand Carsten Petersen.