SF vil bevare flere små lejligheder
Peter_Thiele.jpg
Borgerrepræsentant Peter Thielse (SF). Foto: Kbhvns Komm.
SF i Borgerrepræsentationen ønsker en analyse af, hvordan der kan bibeholdes flere små og billige lejligheder i København

– Et stigende antal små lejligheder i landets hovedstad bliver i disse år lagt sammen til større, men det er ikke uproblematisk, hvis udviklingen kun går mod flere større – og dermed også dyrere – lejligheder i hovedstaden. Derfor vil vi have undersøgt, hvordan det sikres, at udviklingen ikke løber løbsk, siger SF´s teknik- og miljøordfører Peter Thiele.

– Vi mangler allerede i dag boliger til studerende og andre, der ikke har råd til en tårnhøj husleje. Så vi skal være opmærksomme på en udvikling, hvor små boliger forsvinder til fordel for store dyre luksuslejligheder, tilføjer Peter Thiele.

– Ifølge kommunens tal bliver der sammenlagt rigtigt mange lejligheder for eksempel på Østerbro, hvor der jo i forvejen er mange store, dyre lejligheder. Derfor vil vi gerne se på muligheden for at differentiere i tilladelserne blandt andet ud fra den socioøkonomiske sammensætning i bydelene, forklarer Peter Thiele.

– Vi skal have en blandet boligmasse i København, så der i alle bydele også er plads til de studerende, den lavtlønnede og pensionisten. Vi skal være opmærksomme, så vi ikke risikerer at få rigmandsghettoer for eksempel på Østerbro eller i de nye boligområder som Ørestad, uddyber han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top