Union snublede i topopgør
Tabte med 1-3 til FA 2000, der indtil videre overtager førstepladsen

Tingbjerg Ground var sjask-våd, da Københavnsseriens førende hold Union i vedvarende regn tog imod rækkens nr. 2, FA 2000. Vejret skræmte tilskuerne væk, og kun omkring 40 tilskuere så på, da Union lod førstepladsen glide af hænde. FA 2000 vandt 3-1.
FA 2000 kom foran efter blot seks minutter, øgede senere i 1. halvleg til 2-0, inden Union umiddelbart før pausen reducerede til 1-2. Michal Sadlo sendte et indlæg ind, som Samuel Shepherp flugtede flot i kassen. Frederiksberg-Alliancen var også bedst efter pausen, hvor det blev til yderligere en scoring.
– Efter ærgrelsen havde lagt sig, så må vi sige, at FA 2000s sejr var helt fortjent. Set gennem hele efterårssæsonen, er det med de mange afbud og skader, som vi har haft, mere end godkendt, at vi slutter på 25 point, siger Union-træner Morten Vinther.
I den anden ende af tabellen var der endelig point til Husum Boldklub. Hjemme i Husumparken blev det 2-2 mod Prespa, der to gange var foran, men blev indhentet begge gange.
Hvis Husum skal redde livet i KS, så skal der langt flere point på pointtavlen i 2017.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top