Julemærkehjemmene skaber resultater for børnene
Julemærkets protektor, H.K.H. Kronprinsesse Mary, havde fokus på resultater i sin tale ved afsløringen af årets Julemærke

Kun 37 % af børn på Julemærkehjem har en god tro på sig selv, når de starter på et ophold på et af de fire danske Julemærkehjem. Når de efter et ti-ugers forløb kommer hjem igen, er det tal steget til 85 %.
Det var bare et af de gode resultater, Kronprinsessen kunne berette om ved afsløring af dette års Julemærke.
Bag resultaterne står SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, som har evalueret Julemærke-hjemmenes arbejde. Og konklusionen fra SFI er klar: Forbedringerne under børnenes ophold på et Julemærkehjem er meget markante på alle parametre, skriver de.

Julemærket fortsat vigtigt
Selvom salget af Julemærker er faldet støt over de seneste år, er de stadig en vigtig indtægtskilde for Julemærkehjemmene.
– Selvfølgelig kan vi mærke, at kommunikationsformerne har ændret sig, siger direktør i Julemærkefonden Søren Ravn Jensen. Men havde vi ikke indtægterne fra Julemærket, måtte vi lukke et af Julemærkehjemmene, så det er uhyre vigtigt, at folk husker det lille Julemærke – det gør en forskel, fortæller Søren Ravn Jensen. – Og i år barsler vi med en Julemærke-app, så man kan sende sms’er med Julemærker og man kan også fortsat få Julemærket til sin mail, så Julemærket prøver at følge med tiden.

Jul i skoven
I år er det Julemærke nummer 113, og årets kunstner er Per Oluf Jørgensen. Med sin karakteristiske stil har han tegnet et stemningsfyldt Julemærkemotiv med titlen ”Glædelig jul fra alle skovens dyr”. Det er fortællingen om dyrene, der mødes i skoven julenat for at fejre, at lyset snart kommer tilbage. Et årligt tilbagevendende møde, der er arrangeret af nisserne, som også er med på motivet.
Årets Julemærke kan købes landet over og hos Julemærkefonden på julemaerket.dk.
Fra den 15. november kan man downloade Julemærket i App Store og sende sms’er med Julemærker på. På e-julemaerket.dk kan man købe e-julemaerket til mail.

julemaerke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top