Fra Rød Bane i Tingbjerg til Champions League
Danny-Amankwaa.jpg
Danny Amankwaas forældre kommer fra Ghana. Selv er han født og opvokset i Tingbjerg. Han trådte sine første fodboldstøvler på Brønshøjs Boldklubs banear, og allerede som 12-årig blev han meldt ind i KB. Foto: Presse.
Danny Amankwaa kommer fra Tingbjerg og startede sin fodboldkarriere i Brønshøj Boldklub

– Mine forældre kom hertil fra Ghana, men jeg er selv født og opvokset i Tingbjerg, hvor vi boede bare fem minutter fra Brønshøjs træningsanlæg. Det var der, jeg begyndte at spille fodbold som 5-årig, og jeg gik på Voldparken Skole. Jeg var vist 12 år, da jeg skiftede til FCK, hvor jeg har været siden. Selv om jeg ikke bor i Tingbjerg nu, føler jeg stor tilknytning til området og kender mange derude og snakker stadig med nogle af drengene. Der er også flere fra dengang, der spiller fodbold på divisionsniveau, bl.a. en der hedder Jabar (Sharza, red.), der spiller i AB, og der er også nogen i B93, husker Danny Amankwaa.

I 2012 debuterede Danny på FCKs førstehold som 18-årig, og allerede året efter fik han spilletid i Champions League mod Juventus. Samme år fik han den prestigefyldte KB-pokal ”Granen” som ”årets talent”, og han har også spillet på alle danske ungdomslandshold fra U16-U21.
Rød Bane i Tingbjerg

– At stå her nu er selvfølgelig en drengedrøm, der er gået i opfyldelse, og det er utrolig fedt,” siger Danny og tænker tilbage på hvordan det hele begyndte:
– Da vi var yngre, spillede vi meget på noget, der hedder Rød Bane i Tingbjerg. Efter træning var der ikke så meget andet at lave, og vi ville bare spille fodbold, og så var der sådan en udendørs asfaltbane, der er lukket af, og der var vi altid. Og så spillede vi FIFA, selvfølgelig… de to ting, det var sgu gode tider, mindes Danny Amankwaa.

Grimme skader
Bedst som karrieren var ved at tage fart, og Danny bl.a. var en del af FCKs succesfulde U21-landshold, der skulle til EM, fik han desværre en alvorlig skade, da han sprængte akillessenen i foråret 2015. Det tog et halvt år, før han var klar igen, og så ramte uheldet igen i form af en knæskade, der holdt ham ude i yderligere nogle måneder.

Det har været en lang og sej kamp tilbage, men selv om FCK-truppen denne sæson er en af de stærkeste nogensinde, er Danny fast mand i truppen i øjeblikket og er kommet på banen i knap halvdelen af efterårets kampe.

– Ambitionen er selvfølgelig at vise, at jeg er kommet stærkere tilbage efter de langvarige skader, og at en af de to startpladser på kanterne skal være min, lyder det selvtillidsfuldt fra Danny Amankwaa.

Danny Amankwaa
Født 30.1.94
FCK-debut: 26.9.12
Antal kampe: 83
Antal mål: 4

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top