Fredag formiddag i sidste uge havde Brønshøj-Husum Lokaludvalg i samarbejde med blandt andet lokale pensionistcentre og Kulturhuset Pilegården indbudt til det årlige Brønshøj-Husum Walks for seniorer.
Mødestedet var i år flyttet til det grønne område ved Åkandevej og Ruten, og inden deltagerne i hold blev sendt ud på ruten var der opvisning af medlemmer fra Brønshøj Folkedanserforening, der også efterfølgende stod for opvarmningen, hvor alle deltog i de fælles danse.
Det var formanden for Lokaludvalgets Socialudvalg, Ernst Emil Sørensen, der bød velkommen og gav de praktiske oplysninger om den 3 km lange tur rundt ved Utterslev Mose – som sædvanligt i strålende sol.
Efter turen var der fælles afslutning i Kulturhuset Pilegården med sandwich, kaffe og uddeling af præmier.