Efter en fornem holdpræstation lykkedes det for U14-drengene fra den lokale volleyballklub Grøndal EV at vinde sølv ved danmarksmesterskabet. Det er Grøndal EVs højeste DM-placering i seks år.
Drengeholdet havde kvalificeret sig med en andenplads ved sjællandmesterskabet var seedet som nr. 3 efter VK Vestsjælland og DHV Odense. Men Grøndal-knægtene ville det anderledes. I puljekampene blev alle de kendte eliteklubber Amager VK, Middelfart og Marienlyst/Fortuna slået med 2-0 i sæt. I semifinalen blev DHV Odense besejret med to gange 25-16, hvor forældre og tidligere holdkammerater fra Grøndal leverede en solid opbakning i hallen i Ishøj.
I finalen fortsatte Grøndal med det gode spil, men tabte første sæt snævert med 22-25 til VK Vestsjælland. Herefter var kræfterne sluppet op, og Vestsjælland vandt 2. sæt med 25-12.
Det var enighed om, at guldet ikke var tabt, men sølvet vundet. Grøndals stærke smasher Victor Frimurer blev valgt til All Star-holdet.