Fra i mandag d. 15. februar kan man frit benytte Grøndalscenterets parkeringspladser om natten, idet den hidtidige timebegræsning er blevet ophævet. Det sker for at skabe flere parkeringspladser til beboerne i området – særligt til beboere omkring Genforeningspladsen, som oplever et stort pres på de lokale p-pladser.
Ved at åbne for offentlig parkering på Grøndalscenteret bliver der skabt cirka 250 ekstra p-pladser til beboerne. Åbningen er en forløber for et større samlet tiltag på parkeringsområdet, som er besluttet i forbindelse med Budget 2016, og som indebærer, at københavnerne skal have adgang til 3-4000 flere pladser i alt – blandt andet ved at man udnytter eksisterende pladser mere fleksibelt end i dag.
De øvrige parkeringsrestriktioner ved Grøndalscenteret bibeholdes, hvorfor det stadig kun er tilladt at parkere med personbiler på parkeringspladsen. Busser, campingvogne, autocampere og lastbiler må ikke parkere på parkeringspladsen.