IF Stadion besejrede sin onde ånd
Efter en stribe nederlag til Taastrup IK de seneste år vandt IF Stadion endelig

IF Stadion vandt et særdeles vigtigt topopgør mod Taastrup IK i herrernes 2. division i håndbold. Efter en stribe nederlag de seneste år fik IF Stadion endelig revanche i tirsdags. Det skete med en sejr på 26-23 på udebane i Taastruphallerne.
– TIK er oprykker og har fået en forrygende start på 2. division. Et stærkt kollektiv med en god defensiv og et koncept, hvor alle kender deres roller. Vi har spillet og trænet med TIK fem-seks gange de sidste to år – inklusiv en pokalkamp – uden at det er lykkedes os at slå dem! Dette tema blev brugt i vores oplæg som ”benzin på bålet”. Jeg var aldrig i tvivl om, hvorvidt spillerne var klar til denne kamp. Det kom helt af sig selv, siger cheftræner Thomas Schou.
Stadion haltede lidt efter i starten, men bevarede roen og kom tilbage i kampen til pausestillingen 11-11.

Godt kontraspil
Gæsterne kom godt ud til 2. halvleg, hvor hjemmeholdet havde svært ved at komme til scoringer. På godt kontraspil bragte Stadion sig foran med fire mål. Playmaker Michael Jensens gode afleveringer var nøglen – og Kasper Kragh og kampens spiller, polakken Michai, stod for de et par vigtige mål. Efter nogle udvisninger kom der grus i Stadion-maskineriet. TIK kom tilbage på 20-21, men blev så ramt af en udvisning. Frem mod kampens slutning forsøgte hjemmeholdet at hive målmanden ud og spille med syv markspillere, men Stadion holdt fast og vandt 26-23.
Det var Taastrup første hjemmebanenederlag i 550 dage!
Thomas Schou vurderede efter kampen: – En stærk holdindsats med en god defensiv. Hovedet blev holdt koldt, selv om spillet ikke var prangende, men det betyder mindre, når bare indstillingen er på plads. Vi arbejder videre med spillet til de to svære hjemmekampe mod BK Ydun og topholdet FIF. Vi får også en kamp mere mod TIK i Tåstrup, da vi har trukket dem i pokalen, denne kamp spilles den 15. december.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top