Københavns Idrætsskole, Bellahøj Skole, havde inviteret børn og pædagoger fra de omkringliggende børnehaver til en festlig idrætsdag, der blev afholdt torsdag i sidste uge på skolen, hvor børnene deltog med begejstring og gå-på-mod i de mange aktiviteter, skolen havde gjort klar til dagen.
– Er alle klar til en super god dag, spurgte souschef Jacob Jensby da han bød velkommen i skolens aula, og alle råbte ja i kor. Børnene blev inddelt i hold og alle fik en gratis T-shirt med tryk inden den fælles opvarmning med hop, dans, spjæt og viften med arme og ben. – Vi holder idrætsdagen for børnehaverne, bl.a. fordi vi gerne vil have et tættere samarbejde med daginstitutionerne, og lære børnene hvordan det er at være på en skole, siger Jacob Jensby.
Glade og trætte børn
Efter opvarmningen fordelte eleverne sig på fem stationer, hvor der var forskellige aktiviteter fx fangelege, redskabsbane, hoppeborg, boldspil samt musik og bevægelse. Alle kom i løbet af formiddagen gennem alle stationer og dagen sluttede med juice, æbler og overrækkelse af diplomer.
– Vi synes dagen har været en bragende succes for alle, der har været med, og jeg tror børnene er godt trætte, tilføjer Jacob Jensby.
På Bellahøj Skole er der informationsaften torsdag den 5. november, kl. 17-18 for forældre med børn, der skal starte i børnehaveklassen efter næste sommerferie.
Børnene fra Bellahøj Børnehave startede på redskabsbanen i drengenes gymnastiksal. Foto: Kaj Bonne