Temaet var medborgerskab, og der var fokus på et godt, trygt og aktivt ældreliv, da Lokalområdekontoret Vanløse Brønshøj Husum i samarbejde med Ældresagen, Husum Vænge Centret og Lokaludvalgene i de to bydele i sidste uge bød velkommen til årets Ældredag, der med over 60 stande havde rigtig mange tilbud til de lidt ældre og gav god mulighed for at de mange ansatte, både private og offentligt ansatte, og de frivillige kunne lære hinanden at kende. Lokalområdechef Margrethe Kusk Pedersen bød velkommen og fremhævede samarbejdet mellem forvaltningen og de mange frivillige. – Vi skal have respekt for hinanden, og når vi løser opgaverne i fællesskab, vil vi også få en bedre løsning, sagde hun blandt andet.
Man skal være omstillingsparat
– Ingen skal træde ud af de “voksnes” rækker og aktiviteter, bare fordi man forlader arbejdsmarkedet eller fx fylder 70 år. Man skal være omstillingsparat til at give hverdagen nyt indhold, men det kræver mod og initiativ, og her må vi hjælpe hinanden, sagde sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen i åbningstalen, og tilføjede et håb om at Ældredagen også kan afholdes i EnergiCenter Voldparken med mange besøgende.
Ældredagens formål er at ældre i Vanløse og Brønshøj-Husum får mulighed for at møde frivillige, private og kommunale institutioner, der har fokus på et godt og aktivt ældreliv, samt at de ældre kan få inspiration til nye aktiviteter, der bidrager til en øget livskvalitet.
Utallige tilbud
Ældredagen bød på utallige tilbud til den lidt ældre del af borgerne. Der var mulighed for at møde repræsentanter for næsten alle tilbud, der måske kan gøre tilværelsen lidt nemmere og lidt mere indholdsrig, og det gælder både frivillige, pensionistforeninger, andre foreninger, samt kommunale og private tilbud. Heller ikke de lokale kirker eller lokalpolitiet manglede i det imponerende arrangement, der efter planen afholdes i Vanløse næste år.
- Musikgruppen ”De Samspilsramte” spillede i foyeren. Foto: Kaj Bonne
- Der var også mulighed for at prøve briller, der skulle vise hvordan det er at være beruset, samt smage vin og øl uden alkohol. Det er ikke værd at skrive hjem om. Foto: Kaj Bonne
- Både private leverandører af mad til pensionister og det kommunale Københavns Madservice var repræsenteret – både med medarbejdere og smagsprøver. Hos Københavns Madservice kunne man få varm boeuf bourguignon og blommetrifli. Foto: Kaj Bonne
- Blandt de mange tilbud var også en stand, hvor det var muligt at få styr på gas og vand. Til højre giver sygeplejerske Frida Probst fra inkontinensklinikken i Sundhedshus Vanløse (der også dækker Brønshøj) gode råd, hvis man har svært ved at holde på vandet. Undersøgelse, vejledning og træning kræver ikke henvisning fra lægen og er gratis. Foto: Kaj Bonne