Duften af velstegte bøffer og velsmagende pølser breder sig i det danske sommerland, og med udsigt til solrigt vejr vil der blive fyret grundigt op under kullene – Ikke bare de næste par dage, men i de kommende måneder.
-Desværre oplever vi hvert år, at det, der skulle være en hyggelig aften med god mad, ender galt – men det kan med få forholdsregler og lidt omtanke let forhindres, siger Falcks brandchef Bendt Trustrup. Han kommer her med en række gode råd, når man bruger grillen:
Falck anbefaler:
• Placer grillen på et fast og jævnt underlag, inden den tændes.
• Hav en vandslange med vandforstøver, en vandkande eller en spand med vand stående nær grillen.
• Brug grilloptændingsvæske eller endnu bedre grilltabletter til at tænde op med.
• Når grillen er tændt, skal du blive i nærheden og holde opsyn med den.
• Sørg for, at gløderne er slukket, når du forlader grillen.
Falck fraråder:
• Brug aldrig sprit eller benzin som optændingsvæske, da begge dele udvikler dampe, som kan eksplodere, når man sætter en tændstik til.
• Du må aldrig sprøjte tændvæske på en tændt grill.
• Når grillen er tændt, skal man blive i nærheden og holde opsyn med den. Du må aldrig lade børn være alene ved en tændt grill.
• En grill må aldrig tændes op indendørs eller og heller ikke flyttes ind, selv om regnen pludselig vælter ned. Afbrænding udvikler kulilte, som i værste fald kan være dræbende. Selv om man hverken kan se eller lugte det, kan der udvikles kulilte fra grillen i op til 24 timer.
Hvis man vil grille på stranden, skal man være opmærksom på, at sandet bliver meget varmt, hvis man stiller grillen direkte i sandet. Og sandet bliver ved med at være skoldhedt længe efter, at man har fjernet grillen. Det er heller ikke nogen god idé at grave den brugte engangsgrill ned i sandet.
-Vi har haft mange udrykninger til forbrændingsulykker, hvor forbipasserende har brændt deres fødder i sandet. Også hunde med forbrændte poter er blevet kørt til behandling efter sådanne ulykker, forklarer Bendt Trustrup.
Husk også, at grillkullene bliver ved med at være varme i mange timer, og derfor må man heller ikke slutte sin grillaften af med at smide kullene i skraldespanden. Inden man forlader grillen, skal man sørge for, at kullene ikke gløder mere.
Hvis uheldet er ude:
Hvis en person får forbrændinger ved en grillulykke, kan man yde førstehjælp ved at skylle det forbrændte sted med tempereret vand (ca. 15-20 grader).
-Det er vigtigt, at man skyller så hurtigt som muligt, så temperaturen nedsættes. Mens der skylles bør man fjerne løstsiddende tøj og få en anden person til at tilkalde hjælp – om nødvendigt ambulance og brandvæsen over 112. Der skal skylles så længe, der er smerter, dog mindst 30 minutter”, siger Bendt Trustrup.