Distancen var 10 km fra Farum Station til Egemosecentret, da der sidste søndag for 41. gang blev afholdt Oak City Rally for sæbekassebiler. Løbet startede i 1975 som verdens største, hårdeste og længste sæbekassebilløb, og idéen er, at forskellige spejderpatruljer bygger deres egen vogn og mødes for at konkurrere på tid og opfindsomhed. Patruljerne lærer at samarbejde og planlægge – ikke mindst at forstå betydningen af begrebet ”learning by doing”.
I det første løb var der 18 vogne med 5 spejdere omkring hver vogn. I år deltog over 1500 spejdere med over 300 vogne, og det var et imponerende syn af mange fantasifulde sæbekassebiler, der blev skubbet rundt på ruten. I løbet var der deltagelse af omkring 50 spejdere fra Bellahøj samt en tilsvarende gruppe spejdere fra Husum.